Partier vil gøre værnepligt frivillig for børn af PTSD-ramte
Krigsveteran foreslår, at børn af forældre med PTSD ikke skal tvinges i værnepligt. Flere partier bakker op.
Børn af veteraner, der er ramt af posttraumatisk stress (PTSD), bør ikke kunne blive tvunget i værnepligt.Det mener en gruppe krigsveteraner, hvor en af dem torsdag eftermiddag skal på besøg i Forsvarsudvalget på Christiansborg.
Og forslaget bakkes op af Liberal Alliance og SF, der vil tage det op i forsvarsforligskredsen.
- Vi synes sådan set egentlig, at det er meget respektfuldt at sige, at for de unge menneskers vedkommende kan der være tale om frivillighed, siger Carsten Bach (LA).
Liberal Alliance mener også, at frivilligheden bør gælde for børn af forældre, der har fået andre psykiske traumer eller fysiske skader, samt børn, der har mistet en forælder under udsendelse.
Carsten Bach har ikke tal på, hvor stor en gruppe af unge, det drejer sig om, men han forestiller sig, at "der ikke er tale om en særlig stor gruppe".
Krigsveteranen, der torsdag besøger Forsvarsudvalget, er inviteret af SF's forsvarsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen.
- Det handler om, at der er nogle børn, der også har lidt utrolig meget under, at deres forældre har PTSD.
Hun vil derfor heller ikke "tvinge nogen i værnepligt, der er vokset op med den forfærdelige side" af krig.
- Og slet ikke, når der er rigtig mange, der får gode oplevelser af at være udsendt og have værnepligt. Og vi kan se frivillighed, så længe øjet rækker, siger Lisbeth Bech-Nielsen.
Fra 1. juli i år har der været værnepligt for både mænd og kvinder i Danmark. Som følge af en forsvarsaftale skal der også markant flere i værnepligt de kommende år end tidligere.
Gruppen af krigsveteraner noterer sig i et brev til Forsvarsudvalget, at i dag afhænger en fritagelse for værnepligt "udelukkende af den unges egen helbredstilstand og ikke forældrenes".
Dermed tages der ikke højde for, at børnene af ptsd-ramte veteraner "ofte er vokset op i hjem, hvor en mor eller far har været præget af alvorlige psykiske mén efter udsendelserne, hvilket har påvirket deres barndom og ungdom".
- Vi har gjort vores pligt for Danmark, men vi mener, at det er rimeligt og respektfuldt, at vores børn ikke automatisk stilles i samme situation, men gives retten til selv at tage stilling, lyder det i brevet.
Ritzau forsøger at få en kommentar til forslaget fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
/ritzau/
