Pandoras regnskab for tredje kvartal viser rekordomsætning
Pandora oppræciserer sine forventninger til 2026 efter fremgang i omsætningen, viser regnskab.
Det danske smykkeselskab Pandora øgede i tredje kvartal sit salg, og omsætningen endte på 6,7 milliarder kroner.Det viser kvartalsregnskabet, der er landet onsdag morgen.
Ifølge finansmediet MarketWire er det den højeste omsætning nogensinde i månederne juli, august og september for Pandora.
Samtidig havde selskabet en organisk vækst på seks procent.
Organisk vækst beskriver udviklingen i en virksomheds omsætning - fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder. Dermed giver tallet et mere retvisende billede af, om en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.
Pandora havde i kvartalet vækst på tværs af alle markeder, men fremgangen ses især på det asiatiske marked, hvor den organiske vækst endte på 22 procent.
Ifølge Jacob Pedersen, der er investeringsstrateg i Middelfart Sparekasse, overrasker regnskabet positivt.
- Pandoras vækstmotor kører igen, og det er bemærkelsesværdigt, at væksten kommer, samtidig med at Pandora skruer ned for rabatterne.
- Det tyder på, at de nye design og den mere lokale markedsføring virker, skriver han i en kommentar.
Driftsresultatet endte på 1,1 milliard kroner, hvilket er en markant fremgang i forhold til samme kvartal sidste år, hvor det lød på 880 millioner kroner.
Det skal dog ses i lyset af, at Pandora har fået en engangsindtægt på 246 millioner kroner i refusion af amerikansk told, efter at USA's højesteret har underkendt dele af straftolden, som blev indført af den amerikanske præsident, Donald Trump.
I forbindelse med regnskabet indsnævrer Pandora sine forventninger til året som helhed til at ligge i den høje ende af de udmeldte forventninger.
Nu venter selskabet en organisk vækst for hele året på mellem to og tre procent. Tidligere lød forventningen på mellem nul og tre procent.
Berta de Pablos-Barbier, der er administrerende direktør i Pandora, siger i regnskabet, at fremgangen er et "opmuntrende skridt i et udfordrende forbrugermiljø".
- Vi har justeret vores forventninger for 2026 i den øvre ende af intervallet og har fortsat tillid til vores planer for fremtiden, lyder det.
Pandora er verdens største producent af smykker og har på verdensplan omkring 37.000 ansatte.
RITZAU
