Nationalbanken henter ny direktør fra Finans Danmark

18. JUN 2024 • 16:13ERHVERV/POLITIK

Ulrik Nødgaard er valgt som ny nationalbankdirektør og medlem af direktionen med Christian Kettel.

Ulrik Nødgaard lægger titlen som administrerende direktør i Finans Danmark på hylden og indtræder i en ny direktørpost fra 15. august.

Den 54-årige Nødgaard er blevet udpeget som ny direktør i Nationalbanken.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra banken selv.

Han indtræder i direktionen, hvor den kongeligt udnævnte nationalbankdirektør, Christian Kettel Thomsen, og nationalbankdirektør Signe Krogstrup sidder.

- Nationalbanken har en utrolig vigtig opgave, nemlig at sikre den økonomiske og finansielle stabilitet i Danmark. Det er en samfundsbærende institution med høj troværdighed og stor faglighed, som jeg i flere årtier har samarbejdet tæt med i forskellige roller, lyder det fra den tiltrædende direktør i meddelelsen.

Ulrik Nødgaard efterfølger Per Callesen, som tiltræder en projektstilling på Københavns Universitet som led i et forskningssamarbejde med sin gamle arbejdsplads - Nationalbanken.

Den nye direktør får blandt andet ansvar for afdelingerne for finansiel stabilitet, virksomhedsservice samt it og digitalisering.

- Der ligger mange spændende opgaver forude, blandt andet omkring udviklingen af den centrale betalingsinfrastruktur og fastholdelsen af den finansielle stabilitet. Jeg ser frem til samarbejdet med de mange dygtige lederkolleger og medarbejdere i Nationalbanken, lyder det videre fra Nødgaard.

Han er blevet udpeget af Nationalbankens repræsentantskab. Formanden for det og bankens bestyrelse, Christian Schultz, kalder Nødgaard for en stor kapacitet.

Bestyrelsesformanden begrunder det blandt andet med, at han kommer med et "solidt makroøkonomisk fundament", siger han i meddelelsen.

- Derudover har Ulrik en betydelig erfaring med større it-projekter og drift af bankernes clearingsystemer. Ulrik er samtidig en erfaren leder med stærke strategiske og kommunikative kompetencer, siger han.

Ulrik Nødgaard har tidligere været direktør for Finanstilsynet og direktør i Erhvervsministeriet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT