Myndigheder ser finanssektoren som mindre mål for cyberspionage
Center for Cybersikkerhed sænker sit trusselsniveau for cyberspionage mod finanssektoren.
Center for Cybersikkerhed (CFCS) sænker trusselsniveauet for cyberspionage mod finanssektoren fra høj til middel.Det skriver centeret, som hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), på sin hjemmeside.
Selv om CFCS vurderer, at fremmede stater har kapacitet og intention om at udføre cyberspionage, er det mindre sandsynligt, at den danske finanssektor er et højt prioriteret mål på kort sigt.
- Hackere plukker gerne de lavthængende frugter. Hvis tilsvarende data findes andre steder, som hackerne nemmere kan kompromittere, vil de typisk gå efter de "lette" mål. Derfor har vi sænket niveauet for cyberspionage mod finanssektoren, siger Thomas Flarup, der er chef for CFCS, i en pressemeddelelse.
Center for Cybersikkerhed vurderer, at det er mindre sandsynligt, at fremmede stater vil prioritere at gå målrettet efter finanssektoren i Danmark.
Men det skyldes, at data kan hentes andre steder. Ifølge Center for Cybersikkerhed har man i udlandet set eksempler på, at der i stedet sker cyberangreb mod advokater, revisorer og konsulenthuse.
Derfor understreger Thomas Flarup også, at man fortsat skal tage højde for cyberspionage i sin risikovurdering.
Hvis den sikkerhedspolitiske situation eskalerer, kan finanssektoren igen blive et højere prioriteret mål, skriver Center for Cybersikkerhed.
- Destruktive cyberangreb mod finanssektoren vil potentielt kunne få stor indvirkning på befolkningen og samfundsøkonomien. Derfor kan finanssektoren udgøre et attraktivt mål for destruktive cyberangreb i en konflikt, skriver Center for Cybersikkerhed.
Centeret vurderer stadig, at den danske finanssektor står over for en meget høj trussel fra cyberkriminalitet og en høj trussel fra cyberaktivistiske angreb.
/ritzau/