Den nye regering vil genfremsætte en aftale fra januar, som skal forhindre snyd på sociale tilbud.
Socialminister Monika Rubin (M) sender mandag et lovforslag i høring, der skal forhindre eksempelvis økonomisk og organiseret kriminalitet på private bosteder, i krisecentre og andre sociale tilbud.Det skriver Socialministeriet i en pressemeddelelse.
Initiativerne i lovforslaget stammer fra en aftale fra januar, som den daværende SVM-regering indgik med Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale.
Aftalen nåede dog ikke at blive til lov, inden der blev udskrevet valg til Folketinget.
Den nye regering har nu valgt at gennemføre aftalen alligevel.
Med aftalen vil der blandt andet blive indført krav om, at personer dømt for grov kriminalitet ikke kan være ansat i offentlige og private tilbud.
Reglerne om karantæne skal også udvides til at omfatte flere end bare lederen.
I dag er det kun lederen, som får karantæne, hvis et tilbud lukkes. Nu skal karantæne også gælde ejere af og bestyrelsesmedlemmer for sociale tilbud.
Der har været politisk fokus på området - blandt andet på baggrund af en efterretningsvurdering fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har indikeret, at private botilbud kan kobles til organiseret kriminalitet.
- Det er for mig dybt rystende, at der findes folk, der udnytter sårbare borgere på sociale tilbud for at svindle sig til penge, siger Monika Rubin i pressemeddelelsen.
- Regeringen vil velfærdskriminalitet til livs, og lovforslaget er et vigtigt skridt mod større tryghed og tillid på det sociale område.
Da daværende socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) indgik aftalen i januar, kunne hun ikke afvise, at der skulle flere tiltag til.
Nogenlunde samme melding kommer nu fra Monika Rubin.
- Med dette lovforslag er vi efter min opfattelse godt på vej, men dog ikke nødvendigvis i mål endnu, siger den nye socialminister.
Et andet tiltag i lovforslaget er, at det skal være en skærpende omstændighed i straffeloven, hvis en overtrædelse er begået som led i driften af eller ansættelsen på et socialt tilbud.
- Vi skal sætte stærkere ind mod de brodne kar i branchen, siger justitsminister Nicolai Wammen (S) i en skriftlig kommentar.
- Mod de kriminelle, der udnytter nogle af de mest sårbare i vores samfund. For det undergraver vores velfærdssamfund og skaber mistillid til vores institutioner.
Med den seneste flerårsaftale for politiet blev der afsat penge til, at der nu er mellem 15 og 20 årsværk i politiet, der udelukkende arbejder med at bekæmpe arbejds- og velfærdskriminalitet.
Lovændringerne ventes at træde i kraft fra 2027.
/ritzau/