Pessimismen hænger ved: Forbrugertilliden er fortsat i minus

22. JUN 2026 • 08:18ERHVERV/POLITIK

Forbrugertillidsindikatoren stiger til minus 14,0 i juni. Det er en fremgang på 5,8 point i forhold til maj.

I snart fem år har Danmarks Statistiks månedlige måling af forbrugernes syn på økonomiens udvikling været negativ.

Derfor er der heller ikke noget opsigtsvækkende i, at det igen er tilfældet i målingen for juni.

Her har statistikbureauet opgjort forbrugertillidsindikatoren til minus 14,0.

Det er dog en pæn forbedring sammenholdt med tallene fra maj, der viste en forbrugertillidsindikator på minus 19,8.

Fremgangen er bredt funderet, idet fire af de fem underliggende faktorer gik frem.

Forbrugertillidsindikatoren udarbejdes på baggrund af en rundspørge blandt et repræsentativt udsnit af voksne danskere.

De bliver spurgt til deres syn på deres privatøkonomi og den danske økonomi i det hele taget, både nu og i fremtiden.

Svarene omsættes til et tal. Hvis tallet er positivt, er det et udtryk for et positivt syn, og hvis det er negativt, svarer det til negative forventninger til fremtiden.

Forbrugertilliden anvendes til at gætte på, hvordan privatforbruget udvikler sig.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT