Milliard-overskud i Danfoss trods russisk exit

23. AUG 2022 • 09:07ERHVERV/POLITIK

Selv om Danfoss har måttet sige farvel til sin forretning i Rusland, endte første halvår med et pænt plus.

Ligesom mange andre virksomheder har også Danfoss været ramt af de økonomiske sanktioner mod Rusland.

Den sønderjyske energikoncern valgte i foråret efter invasionen af Ukraine at sætte sin russiske forretning til salg, og det kan ses på regnskabet for første halvår af 2022.

Her ender driftsresultatet på 570 millioner euro. Herfra skal blandt andet trækkes nedskrivningerne på de russiske aktiviteter.

Gør man det, ender bundlinjen på 298 millioner euro. Det svarer til to milliarder kroner.

Regnskabet præges derudover af opkøbet af hydraulikforretningen hos virksomheden Eaton, der blev gennemført sidste år.

Opkøbet har medvirket til at løfte omsætningen i årets første seks måneder med 50 procent til 4,9 milliarder euro.

Danfoss opnåede dog også fremgang i sine andre divisioner og på tværs af de store markeder.

Blandt andet mærker man større efterspørgsel, når det gælder varme- og køleløsninger.

Forventningen til årets omsætning får derfor et løft, så man nu regner med at omsætte for mellem 9,5 og 10,2 milliarder euro.

Det sker dog med forbehold for, at covid-19 ikke griber forstyrrende ind i driften, og med den forudsætning, at det fortsat lader sig gøre at få transporteret de nødvendige komponenter til og fra fabrikkerne.

Administrerende direktør Kim Fausing siger om regnskabet:

- Det er helt essentielt, at vi lever op til vores løfte om at være den førende teknologipartner for vores kunder, som ønsker at dekarbonisere gennem energieffektivitet, maskinproduktivitet, lave emissionsudledninger og elektrificering.

- Danfoss er bedre positioneret end nogensinde før til at udvikle løsninger til fremtiden og dermed bidrage til en bedre verden, siger Kim Fausing.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU