Trump vidner ikke i tys-tys-sag - nævninger ventes snart at votere
Forhør fra anklagere havde gjort det risikabelt for Trump at vidne i sag om bogføring af tys-tys-penge.
Forsvarsadvokater for Donald Trump meddeler tirsdag, at de ikke vil indkalde flere vidner i tys-tys-sagen.Det har de gjort, uden at Trump har været i vidneskranken.
Det skriver Reuters.
Der har været tvivl om, hvorvidt Trump ville vælge at vidne. Den tidligere præsident tilkendegav før retssagen, at han ville vidne, men sidste uge sagde forsvarsadvokater, at han ikke havde besluttet sig.
Reuters vurderer, at det ville have været risikabelt for Trump at vidne, da han risikerede et krydsforhør fra anklagerne.
Dommeren venter ifølge nyhedsbureauet AFP, at nævningerne kan begynde at votere næste uge.
I sagen forsøger anklagerne at overbevise et nævningeting om, at Trump brød loven ved at dække over en udbetaling på 130.000 dollar, der skulle sørge for, at pornostjernen Stormy Daniels ikke udtalte sig om en påstået affære.
Trump er tiltalt for at have manipuleret med sine regnskaber, så det fremstod, som om pengene til Stormy Daniels var blevet brugt på at betale for juridisk bistand.
Udbetaling af den form for penge er ikke i sig selv ulovligt.
Retssagen er én af fire, som skal føres mod Donald Trump, der stiller op ved præsidentvalget for Republikanerne til november.
Det er den første straffesag, som føres mod en tidligere amerikansk præsident.
Trump har erklæret sig ikke skyldig. Han har også afvist at have haft sex med Stormy Daniels, hvis borgerlige navn er Stephanie Clifford.
/ritzau/