Nyt lavpunkt: Venstre får laveste Voxmeter-måling hidtil

20. MAJ 2024 • 13:25ERHVERV/POLITIK

I en ny meningsmåling, Voxmeter har foretaget for Ritzau, står Venstre til at få 7,7 procent af stemmerne.

Opbakningen til Venstre fortsætter med at sive til historisk lave niveauer.

I en ny meningsmåling, Voxmeter har foretaget for Ritzau, står partiet til at få 7,7 procent af stemmerne.

Det er den laveste måling af Venstre foretaget af Voxmeter siden instituttets første måling i 2001.

Et valgresultat på 7,7 procent vil give 14 mandater.

Målingen er behæftet med en statistisk usikkerhed på 1,6 procent. Den maksimale usikkerhed på et enkelt parti i målingen er 2,5 procent.

Tilbagegangen fra valget i 2022 er markant, og en stor portion af partiets folketingsmedlemmer må sige farvel til Christiansborg, hvis målingen realiseres.

Ved valget fik partiet 13,3 procent af stemmerne og 23 mandater.

Tendensen for Venstre er nedadgående. Den 29. april blev den daværende laveste Voxmeter-måling offentliggjort, og den viste en opbakning på 8,0 procent.

Denne måling vil give et tilbageslag på 5,6 procentpoint og ni mandater i forhold til valget.

Venstre erkender, at målingen ikke er god for partiet.

Politisk ordfører Torsten Schack insisterer dog på at se fremad.

- Der er ingen tvivl om, at det da ikke er den bedste måling for Venstre, men historien har vist, at det kan gå stærkt i dansk politik, og der er først valg i 2026, så indtil da vil vi fortsætte med at skabe solide borgerlige resultater i regeringen, skriver han i en sms.

Nedturen rammer partiet, selvom det jævnligt lander store aftaler.

Torsten Schack nævner, at Venstre i regering har været med til at give skattelettelser for 10 milliarder kroner. Og at man har lavet en kontanthjælpsreform, en frisættelse af folkeskolen og store investeringer i Forsvaret.

- Det er borgerlige resultater, jeg er stolt af.

Mens nedturen alligevel fortsætter for Venstre, går de borgerlige konkurrenter i Liberal Alliance igen frem i målingen.

Partiet lander på sit hidtil højeste Voxmeter-niveau på 16,0 procent, hvor Liberal Alliance har befundet sig én gang før i instituttets målinger.

Venstre har haft det svært de seneste år med intern ballade, som blandt andet har ført til, at flere profiler har forladt partiet.

De mest prominente er tidligere formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg.

Både Løkke og Støjberg sidder nu Folketinget i spidsen for deres nye partier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

Mens to profiler stiftede konkurrerende partier, gik Venstre i regering med arvefjenderne fra Socialdemokratiet.

Kort efter regeringsdannelsen gik daværende formand Jakob Ellemann-Jensen ned med stress.

Alt imens er meningsmålingerne røget til et historisk lavt niveau.

Det største parti i Voxmeters nye måling er Socialdemokratiet med 20,9 procent af opbakningen.

Efter Liberal Alliance kommer SF ind som tredjestørste parti med 13,7 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU