Kurator vil forsøge at få fingre i millionudbytte fra Nordic Waste

21. MAJ 2024 • 11:17ERHVERV/POLITIK

Der er udbetalt 96,3 millioner kroner i udbytte fra Nordic Waste og et søsterselskab, skriver medie.

Kammeradvokaten er i gang med at undersøge, om der er grundlag for at gå efter de millioner, som stifterne af den konkursramte virksomhed Nordic Waste tidligere har trukket ud til sig selv som udbytte.

Det siger Boris Frederiksen, der er er partner i Kammeradvokaten og kurator i konkursboet efter Nordic Waste, til Radio4.

- Det er en del af undersøgelsen, at vi kigger på de gange, hvor der er blevet udbetalt udbytte eller på andre måder er ført penge ud af selskaberne, siger han til mediet.

Ejerkredsen har udbetalt i alt 96,3 millioner kroner i udbytte fra henholdsvis Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling. Det fremgår af virksomhedernes regnskaber for perioden 2018 til 2022, skriver Radio4.

Sagen om Nordic Waste har stået på, siden et miljøfarligt jordskred blev offentligt kendt i december sidste år. Siden har myndigheder kæmpet med at inddæmme skaderne og risikoen for miljøforurening.

Kort efter skreddet overlod Nordic Waste, som har stået for den praktiske håndtering af dispensationen på vegne af DSH Recycling A/S, oprydningen til Randers Kommune.

Ansvaret og betalingen for jordskreddet er stadig et stridspunkt.

Randers Kommune har ifølge Radio4 estimeret, at prisen for oprydningsarbejdet kan ende med at løbe op i 663 millioner kroner.

Når beløbet er så højt, er det vigtigt at finde ud af, om nogen kan gøres ansvarlige, siger kurator Boris Frederiksen.

Omvendt er det også vigtigt, at disse personer kan renses, hvis de ikke er ansvarlige, lyder det.

Radio4 har forsøgt at få de fem stiftere af Nordic Waste til at stille op til interview i sagen, men det har ingen af dem ønsket.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU