Sydbank overtager 100 procent af Coop Bank

21. MAJ 2024 • 08:55ERHVERV/POLITIK

Sydbanks køb af Coop Bank står til at have en værdi af 345 millioner kroner, oplyser førstnævnte.

Sydbank har indgået en aftale med andelsforeningen Coop amba om at overtage hele Coop Bank.

Handlen omfatter 88.000 kunder, oplyser Sydbank i en børsmeddelelse.

Af børsmeddelelsen fremgår det desuden, at parterne har aftalt en handelspris, hvor man har opgjort værdien af egenkapitalen per overtagelsesdagen og så lagt 89 millioner kroner oveni.

Det betyder, at handlen lige nu står til at have en værdi af 345 millioner kroner, lyder det. Den endelige købesum kan først offentliggøres på overtagelsesdagen, der ventes at falde i juli.

Karen Frøsig, administrerende direktør for Sydbank, glæder sig over handlen.

- Jeg glæder mig over, at vi køber Coop Bank og samtidig indgår en partnerskabsaftale med Coop Danmark, siger hun i børsmeddelelsen.

- Banken adskiller sig fra Sydbank og andre traditionelle banker ved at være lykkedes med at skabe en enkel bank med effektive processer. Banken er et unikt tilbud til de kunder, der sætter pris på få og enkle valgmuligheder.

Handlen er betinget af en godkendelse fra Finanstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Aftalen om et partnerskab mellem de to har til hensigt at skabe attraktive tilbud for kunderne i Coop Bank.

Coop Bank blev tidligere i år sat til salg som led i en aftale med energiselskabet OK, som skal være med til at tilføre to milliarder kroner i ny kapital.

Banken har i dag udlån på 1,3 milliarder kroner og indlån på 3,1 milliard kroner.

- Det har været afgørende for os at finde en køber, som også fremover vil tilbyde Coops medlemmer og bankens kunder særlige tilbud, siger Kristine Martin Berg, formand for bestyrelsen i Coop Bank, i en pressemeddelelse.

- Vi har også lagt vægt på, at en ny ejer skal forstå Coop Banks dna og selvfølgelig driver sin forretning med stor ordentlighed.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

11. JUN 2024 • 15:59ERHVERV/POLITIK
Nyheden er trukket tilbage

SENESTE RITZAU