Middelfart Sparekasse hæver sit fusionstilbud til Nordfyns Bank
Tidligere bød Middelfart Sparekasse 600 kroner per aktie, men det nye tilbud er 20 kroner højere per aktie.
Middelfart Sparekasse hæver sit fusionstilbud til Nordfyns Bank til 620 kroner per aktie.Det fremgår af en meddelelse fra Nordfyns Bank.
Tidligere i august lød tilbuddet på 600 kroner per aktie.
- Bestyrelsen ser positivt på det forbedrede fusionstilbud fra Middelfart Sparekasse, som bestyrelsen vil anbefale aktionærerne i Nordfyns Bank, når parterne efter forventningen når til enighed om de endelige vilkår for den mulige fusion, lyder det i meddelelsen.
Fusionstilbuddet vedrører en fusion mellem Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse med Middelfart Sparekasse som det fortsættende selskab.
Tilbuddet indeholder en række vilkår, blandt andet at bestyrelsen i sparekassen udvides med nye medlemmer, som skal vælges af bestyrelsesmedlemmer i Nordfyns Bank.
Derudover vil Middelfart Sparekasse udstede en jobgaranti på 12 måneder til alle medarbejdere i Nordfyns Bank.
- Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse vil derfor nu indlede realitetsforhandlinger om en mulig fusion, og Middelfart Sparekasse vil i den forbindelse få adgang til at gennemføre sædvanlige due diligenceundersøgelser af Nordfyns Bank, fremgår det af meddelelsen.
Tilbuddet fra sparekassen kommer i kølvandet af fusionsplaner mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank.
Middelfart Sparekasse, der ejer 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, har tidligere sagt, at den ikke støtter en fusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank.
I stedet har sparekassen oplyst, at den selv vil forhandle om en fusion med Nordfyns Bank.
29. juli slog topchefen i Middelfart Sparekasse, Martin Baltser, fast, at man ikke støtter en fusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank.
- Middelfart Sparekasse ønsker ikke at veksle en betydelig aktiepost i Nordfyns Bank til en eventuelt mindre aktiepost i en ny bank, sagde Martin Baltser til mediet Finans.
I starten af juli lød det ligeledes fra sparekassen, at den havde meddelt bankerne, at dens aktiepost i Nordfyns Bank ikke er til salg.
Fusionsplanerne mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank blev meldt ud i maj. Her lød det, at formålet med fusionen var at skabe Fyns "stærkeste og mest attraktive" bank under navnet Fynske Bank.
/ritzau/