Markedsføring af køkkenkoncept som bæredygtigt var vildledning
Forbrugerombudsmanden kalder markedsføring af Invita-koncept vildledende. Sagen er lukket med en indskærpelse.
Det var vildledende, da et køkkenkoncept fra Invita blev markedsført med bæredygtighedsudsagn af Nobia Denmark og gennem et samarbejde med en influent.Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Konceptet "RE:New" blev markedsført med udsagn som blandt andet en "bæredygtig måde at give dit køkken et nyt design" og "et bæredygtigt valg".
Konceptet indebærer, at enkelte elementer eller dele af et køkken udskiftes.
Men det er ifølge Forbrugerombudsmandens opfattelse et helt almindeligt alternativ til at udskifte hele køkkenet.
Derfor var bæredygtighedsudsagnene ifølge Forbrugerombudsmanden egnet til at give forbrugere et vildledende indtryk af, at Invitas koncept besidder særlige klima- eller miljøfordele.
Forbrugerombudsmanden har afsluttet sagerne ved at indskærpe markedsføringslovens regler om vildledning over for Nobia Denmark, som står bag Invita, og den influent, som virksomheden havde et samarbejde med.
Sagen er ifølge forbrugerombudsmand Torben Jensen et eksempel på, at det er vanskeligt at markedsføre et produkt eller et koncept som "bæredygtigt", uden at det bliver vildledende.
- Vi anbefaler, at virksomheder bruger konkrete udsagn i deres markedsføring, der beskriver de eventuelle miljøfordele, deres produkter har - men uden at bruge brede udsagn som for eksempel bæredygtig, siger han i pressemeddelelsen.
Køkkenkonceptet blev markedsført på Invitas hjemmeside, i Meta-annoncer og i et opslag på Instagram gennem et samarbejde med en influent.
I opslaget på Instagram var der billeder af influentens egen køkkenfornyelse, herunder før- og efterbilleder, hvor det ifølge Forbrugerombudsmanden så ud til, at en stor del af det oprindelige køkken var blevet udskiftet.
I teksten til opslaget blev det beskrevet som en "enkel, nem og bæredygtig måde at skabe køkkenfornyelse på, samtidig med at du forlænger levetiden på dit nuværende køkken".
Teksten var ledsaget af flere emojis, som forestillede grønne spirer og bier, skriver Forbrugerombudsmanden.
Først til sidst i opslaget gjorde influenten opmærksom på, at der var tale om en annonce.
Det var ifølge Forbrugerombudsmandens vurdering ikke en tilstrækkelig tydelig reklamemarkering, da forbrugere skal gøres opmærksomme på, at der er tale om reklame, inden eller i forbindelse med at de ser opslaget.
Derfor var opslaget ifølge Forbrugerombudsmanden i strid med markedsføringslovens forbud mod skjult reklame.
Forbrugerombudsmanden har indskærpet forbuddet mod skjult reklame over for influenten.
RITZAU
