Nordiske ledere laver manifest om bedre digital beskyttelse af børn
Regeringsledere for nordiske lande går sammen i manifest for at stå stærkere i kamp mod techgiganter.
De nordiske regeringsledere er gået sammen i en erklæring om at sikre en bedre digital beskyttelse af børn og unge.Det fortæller Statsministeriet i en pressemeddelelse.
- Vi har ukritisk lukket skærmene ind i vores børn og unges liv. Og det har store konsekvenser for dem selv, men også for vores samfund, siger statsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
Der er tale om regeringslederne fra Danmark, Grønland, Færøerne, Sverige, Norge, Finland, Åland og Island.
Alle landene har tirsdag tilsluttet sig den såkaldte fælles erklæring Marienborg Manifestet, fortæller Statsministeriet.
- Med manifestet i dag står vi i Norden sammen mod techgiganternes magt over for vores børns opvækst, siger Mette Frederiksen videre i meddelelsen.
Erklæringen rummer en enighed om, at der er behov for en hårdere regulering af techgiganterne. At der skal indføres aldersgrænser for brug af sociale medier, og at der er behov for at få private "smart devices" ud af skolerne, skriver Statsministeriet.
Samtidig skal manifestet tjene som en form for fælles front i de internationale opgør med tech-giganter.
- Ved at forpligte os til at regulere techgiganterne og ved at forpligte os til at arbejde nationalt, i EU og globalt for at skabe forandring på denne dagsorden, siger statsminister Mette Frederiksen i meddelelsen.
Det er uklart, om manifestet rummer nogle konkrete nye politiske initiativer.
Det præsenteres i forbindelse med, at statsminister Mette Frederiksen tirsdag rejser til Finlands hovedstad, Helsinki, for at deltage i møde i Nordisk Ministerråd.
I Danmark har regeringen allerede selv lagt op til samme politiske linje, som manifestet tilsiger, med forslag om aldersgrænser på sociale medier og mobilfri skoler.
RITZAU
