Nordiske ledere vil med erklæring beskytte børn mod tech-giganter
I en fælles erklæring sætter nordiske regeringsledere fokus på tech-giganternes påvirkning af børn og unge.
Otte nordiske regeringsledere er gået sammen om en fælles erklæring, der skal styrke beskyttelsen af børn og unge mod tech-giganternes påvirkning.I erklæringen påpeger lederne, at teknologi gør det sværere for børn og unge at koncentrere sig, lære og trives.
Det skriver Politiken.
Erklæringen - der kaldes "Marienborg-manifestet" - bliver præsenteret tirsdag på Nordisk Ministerråd i den finske hovedstad, Helsinki.
Indsatsen handler blandt andet om at koordinere lovforslag, udveksle ideer og stå sammen over for tech-giganterne.
- Det, der står på spil, er vores børns læring, mentale sundhed, læringsparathed og udvikling - og i sidste ende vores demokrati og vores tillidsfulde samfund, står der i erklæringen ifølge Politiken.
Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder det en af de vigtigste og mest presserende opgaver at beskytte børn og unge mod tech-virksomhedernes påvirkning.
Det fortæller hun i et interview med Politiken og uddyber, at flere andre nordiske lande, heriblandt Danmark, er i fuld gang med at indføre hårdere regulering.
Samtidig arbejdes der på at indføre aldersgrænser for brug af sociale medier.
Herhjemme har et flertal i Folketinget besluttet at indføre en aldersgrænse på 15 år for sociale medier. Den ventes at træde i kraft i Danmark 1. juli 2027.
Unges brug af sociale medier og smartphones har den seneste tid været et omdiskuteret emne.
Der kom særligt fokus på emnet i forbindelse med offentliggørelsen af den seneste Pisa-undersøgelse.
Den viste, at danske elever ligger på det laveste niveau, siden Danmark første gang deltog i Pisa i 2000.
Men det er ikke kun herhjemme, at resultaterne har vakt opsigt. På tværs af de nordiske lande viser undersøgelsen en tilbagegang inden for naturfag, matematik og læsning.
Pisa er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer.
RITZAU
