Løkke om valgdato: Klogest at gøre folketingsåret færdigt
Selv om Moderaterne har fået den bedste måling siden 2023, vil formand Lars Løkke gerne vente med valg.
Ét spørgsmål fylder lige nu det meste på Christiansborg.Hvornår udskriver statsminister Mette Frederiksen (S) det kommende folketingsvalg, der senest skal afholdes 31. oktober?
Står det til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), må statsministeren dog gerne vente nogle måneder, før hun trykker på valgknappen.
Lars Løkke slår først og fremmest fast over for DR, at han ikke ved, hvornår Mette Frederiksen vil udskrive valg.
- Jeg ville selv synes, at det klogeste er at gøre det her folketingsår færdigt og vedtage de ting, som ligger i Folketingssalen, og som vi er enige om, men som først gælder, når det er vedtaget, siger Løkke til DR.
Et folketingsår slutter typisk en gang i juni, når der ikke er planlagt flere møder i Folketingssalen.
Lars Løkke uddyber til DR, at han også mener, at valget bør vente på grund af "al den usikkerhed, der er med Grønland og USA".
Han er dog klar, hvis valget skulle blive udskrevet inden længe. I lørdags fik han eksempelvis taget billedet til valgplakater, lyder det til DR.
Kigger Lars Løkke på mandagens meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter, ville man ikke fortænke ham i at ønske et snarligt valg.
Her stod Moderaterne, som Løkke er formand for, til 8,1 procent af stemmerne.
Det er partiets bedste måling siden efteråret 2023 og en foreløbig kulmination på en større fremgang for partiet de seneste måneder.
I december sidste år stod Moderaterne eksempelvis til 2,4 procent af stemmerne hos Voxmeter.
Ved seneste folketingsvalg i 2022 fik Moderaterne 9,3 procent af stemmerne ved partiets første valg.
Mette Frederiksen har udtalt sig meget lidt om det kommende folketingsvalg.
Tilbage i januar sagde hun på De Radikales nytårsstævne, at hun ikke havde haft "overvejelser eller tanker om at udskrive valg i denne valgperiode endnu".
- Jeg er fokuseret på at gøre arbejdet færdigt, lød det fra statsministeren.
/ritzau/
