Mexicos præsident garanterer for sikkerheden i VM-værtsby

24. FEB 2026 • 18:12SPORT

Fire kampe ved VM skal spilles i Guadalajara. Heriblandt en af Danmarks kampe, hvis holdet kvalificerer sig.

Fodboldfans skal ikke føle sig utrygge ved at besøge den mexicanske by Guadalajara i forbindelse med sommerens VM-slutrunde.

Det fastslår den mexicanske præsident, Claudia Sheinbaum, der fuldt ud garanterer for sikkerheden i byen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Guadalajara skal danne ramme om fire gruppekampe ved sommerens slutrunde.

En af de fire kampe vil være med dansk deltagelse, hvis fodboldlandsholdet formår at kvalificere sig til slutrunden i forbindelse med de afgørende playoffkampe i marts.

Der har været en bølge af vold i flere byer i det latinamerikanske land i de seneste dage.

Urolighederne er opstået, efter kartelleder Nemesio Oseguera blev dræbt søndag morgen.

Oseguera døde på vej til et hospital i New Mexico, efter at han var blevet skudt i en militærrazzia i landsbyen Tapalpa.

Drabet fik kartelmedlemmer til at blokere veje i 20 ud af 32 af landets delstater. Der blev desuden sat ild til biler, lastbiler og forretninger.

Mindst 25 medlemmer af landets nationalgarde er blevet dræbt i de efterfølgende sammenstød, har Mexicos sikkerhedsminister, Omar García Harfuch, sagt ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT