Novo Nordisk fortsætter børsnedtur dagen efter stort kursfald
Novo Nordisk-aktien falder yderligere efter at have ramt laveste lukkekurs i over fire et halvt år mandag.
Novo Nordisk fortsætter tirsdag nedturen på børsen.Efter omkring 45 minutters handel falder kursen med over tre procent.
Mandag faldt aktien 16,5 procent til den laveste lukkekurs siden juni 2021.
Det skete, efter at selskabet offentliggjorde data fra et studie, der sammenligner Novos vægttabshåb Cagrisema med et konkurrerende middel udviklet af Eli Lilly.
Studiet viser et vægttab på 23 procent over 84 uger ved behandling med Cagrisema.
Til sammenligning tabte deltagere i forsøget sig 25,5 procent over samme antal uger ved behandling med tirzepatid, som er det aktive stof i Eli Lillys vægttabsmiddel Zepbound.
Dermed har studiet ikke nået sit endemål, som var at påvise, at Cagrisema ikke gav et lavere vægttab end tirzepatid.
Mandag lød det fra Novo Nordisks topchef, Mike Doustdar, at han stadig tror på, at Cagrisema kan blive det bedste vægttabsmiddel på markedet.
- Når Cagrisema kommer på markedet i begyndelsen af næste år som det første amylin-baserede produkt, vil det have den bedste vægttabseffekt af alle produkter på markedet på det tidspunkt, sagde han på et opkald med analytikere og investorer ifølge Finans.
Forsknings- og udviklingsdirektør i Novo Nordisk Martin Holst Lange forklarede mandag ifølge mediet Finans, at studiets design kan have givet Eli Lillys middel en fordel.
Studiet var et såkaldt open label-studie, hvor læger og patienter ved, hvilket middel de får.
Ifølge Martin Holst Lange kan det, at lægerne havde et forhåndskendskab til Zepbound have gjort dem mere tilbøjelige til at gå op i dosis for at få en større effekt.
På et pressemøde mandag eftermiddag gentog han, at Novo Nordisk ikke mener, at man har set det fulde vægttabspotentiale for Cagrisema.
Det vil blive afdækket, når der kommer data fra kommende studier over længere tid og med højere dosis, lød det.
Det var i juni 2021, at Novo Nordisk fik godkendt vægttabsmidlet Wegovy i USA. Dermed har mandagens kursfald ædt resterne af den kursmedvind, som udrulningen af Wegovy har givet Novo Nordisk.
/ritzau/
