Norsk hattrick sender Atlético i CL-ottendedelsfinalerne

24. FEB 2026 • 20:38SPORT

Alexander Sørloth scorede tre gange, da Atlético Madrid gjorde arbejdet færdigt på eget græs mod Club Brugge.

Club Brugge viste sig flot frem, men effektiviteten manglede, da Atlético Madrid tirsdag aften sikrede sig billetten videre til Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Efter 3-3 i den første kamp for en uge siden i Belgien gjorde madrilenerne, ført an af knivskarpe Alexander Sørloth, arbejdet færdigt på eget græs med en 4-1-sejr.

For hvor Brugge manglede skarphed, udnyttede den tidligere FC Midtjylland-angriber Sørloth de muligheder, der kom, da han tre gange fik netmaskerne til at blafre.

Den første scoring faldt halvvejs i første halvleg, og her skal nordmanden nok takke gæsternes keeper, Simon Mignolet, for at hjælpe lidt til.

Skarpretterens afslutning fra en spids vinkel gled lige imellem Mignolets handsker og strøg i nettet.

Brugge var faktisk bedst i første halvleg. Og ti minutter før pausen kom udligningen.

En bold ved forreste stolpe blev forlænget på et hjørnespark, og så kunne Joel Ordóñez heade balance i regnskabet.

Belgierne fortsatte med at skabe flere store chancer. Atlético-keeper Jan Oblak måtte finde en imponerende refleks frem på et hovedstød for at holde Brugge fra at komme foran.

Men gæsternes manglende skarphed er der ikke plads til i en kamp om en CL-ottendedelsfinale.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, da Johnny Cardoso plukkede bolden ned med en brysttæmning og med stor kraft sparkede værterne tilbage i front.

Brugge skabte ikke længere den samme mængde chancer som i de første 45 minutter, og i stedet fordoblede Sørloth et kvarter før tid sin målscoring.

I kampens sidste minutter udnyttede han en belgisk blunder på et indlæg og fuldendte hattricket.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT