Klasseloft på 14 elever kræver over 4000 ekstra lærere
Klasseloftet i 0. til 3. klasse er i dag på 26 elever. Det skal ned på 14, mener Socialdemokratiet.
Socialdemokratiets forslag om maksimalt 14 elever per folkeskoleklasse på 0.-3.-klassetrin kræver over 4000 ekstra lærere, viser udspil.Det er blevet præsenteret onsdag på et pressemøde på Pilegårdsskolen i Kastrup.
Hvis det står til Socialdemokratiet, skal forslaget om klasseloftet gælde fra 2028, og statsministerpartiet går ind til folketingsvalget senere i år med forslaget som et vigtigt udspil for partiet.
Partiet kalder det for "Lilleskolen".
- Vores idé er at indføre et klasseloft, så der kun går 14 børn i folkeskolens mindste klasse. Der bliver mere tid til fordybelse, mere roligt og mindre støj.
- Jeg tror, vi møder de behov, som mange af vores børnefamilier har, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet.
Hun kalder det for "en drøm, en vision og en idé". Det lavere klasseloft vil koste fem milliarder kroner om året ifølge Socialdemokratiet, men hvordan det skal finansieres, er uvist.
- Der her er et af de valgløfter, vi gerne vil præsentere for danskerne, forud for det folketingsvalg, der kommer senere i år, siger Mette Frederiksen.
Hun henviser til, at der senere i år skal være folketingsvalg. Det skal senest finde sted 31. oktober, og det er selvsagt Mette Frederiksen, som bedst ved, hvornår valget udskrives.
Desuden afsættes der 500 millioner kroner til at forhindre skolelukninger i landdistrikter.
Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) udspillets indhold "det naturlige næste skridt for folkeskolen i Danmark".
- Det handler grundlæggende om at få en mere tryg skolestart, siger han.
- Det skal give tid til at få tal og bogstaver bedre på plads, så der skabes mere solidt fagligt fundament, siger Tesfaye om 14 elever per lærer i på de mindste klassetrin.
Finansminister Nicolai Wammen (S) garanterer, at Socialdemokratiet inden et valg fortæller vælgerne de nærmere detaljer om finansieringen, som der altså er uklarhed om i øjeblikket.
- Vores budskab i dag er, at vi kommer til at fremlægge en fuldt finansieret tilgang, og det vil danskerne kunne tage stilling til, når de skal sætte deres kryds, siger Wammen.
- Man kan være rolig, i forhold til at når Socialdemokratiet kommer med store forslag, så vil de være finansieret, og det vil det også være i dette tilfælde, siger Wammen.
Mette Frederiksen understreger, at det ikke bliver finansieret af råderummet, som viser, hvor meget plads der er til nye politiske initiativer.
/ritzau/
