Kvinde mistænker at Marius Borg Høiby bedøvede hende før overgreb
Retssagen mod Norges kronprinsesse Mette-Marits søn fortsætter med vidneforklaring onsdag.
Et af de formodede ofre i retssagen mod den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby har onsdag afgivet forklaring i retten i Oslo.Her sagde hun, at hun tror, hun blev bedøvet i forbindelse med et overgreb på det norske kronprinsepars Skaugum-residens efter en bytur i 2018.
Det skriver NRK og nyhedsbureauet TT.
- Det jeg ser, er at jeg er fuldstændig bevidstløs, sagde kvinden, da hun blev spurgt af anklageren til billeder af hende fra episoden.
- Så jeg mistænker, at jeg måske har fået noget i mig, som jeg ikke selv har været klar over, lød det videre.
Fire videooptagelser og ti billeder, som Marius Borg Høiby ifølge anklagemyndigheden tog i forbindelse med episoden, blev vist bag lukkede døre i retten tirsdag.
- Var du blevet dopet?, spurgte statsanklager Sturla Henriksbø.
- Det er det, jeg tror. 100 procent, svarede kvinden ifølge NRK.
Marius Borg Høiby er tiltalt for at have voldtaget kvinden ved et andet forhold end samleje, men er ikke tiltalt for at have bedøvet hende.
Kvinden anmeldte ikke selv episoden til politiet. Det var politiet, der opdagede hende på billeder og optagelser, da de gennemgik Marius Borg Høibys computer, har norske medier tidligere beskrevet.
Retssagen begyndte tirsdag. Her nægtede 29-årige Marius Borg Høiby sig skyldig i voldtægt og i fem tilfælde af seksuelt krænkende adfærd.
Han erklærede sig skyldig i et tilfælde af seksuelt krænkende adfærd og i en række andre anklagepunkter.
Han har vedkendt sig at have kørt for hurtigt, at have kørt uden kørekort, at have brudt et besøgsforbud og at have begået en grov narkotikaovertrædelse.
I nogle andre anklagepunkter har han erklæret sig delvist skyldig. Blandt andet i anklagepunkter om vold og hensynsløs adfærd.
Onsdag eftermiddag skal Marius Borg Høiby efter planen afgive forklaring.
Han er søn af kronprinsesse Mette-Marit og stedsøn af kronprins Haakon og er ikke officielt en del af det norske kongehus.
/ritzau/
