Jeppe Søe vil melde sig ud af Moderaterne efter kritik af arbejdsmiljø

5. SEP 2024 • 20:12ERHVERV/POLITIK

I B.T.'s podcast "Q&Co" fortæller Jeppe Søe, at han vil melde sig ud af Moderaterne og "går i flyverskjul".

Jeppe Søe vil melde sig ud af Moderaterne. Det fortæller han ifølge B.T. i mediets podcast "Q&Co" med Henrik Qvortrup som vært.

Svaret var uventet for Henrik Qvortrup, skriver B.T.

- Jeg trækker mig på baggrund af halvanden uges modbydelighed, og i særdeleshed mod medarbejderne. Det kan jeg selvfølgelig ikke være del af. Det er helt umuligt, siger han i podcasten.

Udmeldingen kom som svar på et spørgsmål fra Qvortrup.

Jeppe Søe blev spurgt til, hvad han tænker om, at Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver, Karen Clement, angiveligt har kontaktet en tidligere Moderaterne-medarbejders nye chef i kølvandet på krisen i Moderaterne.

Ifølge medarbejderen er det sket, fordi partiledelsen ved, at vedkommende er blevet ansat det nye sted. Karen Clement afviser selv dette.

Og det var herefter, at Jeppe Søe udtalte, at han vil melde sig ud af partiet.

Han tilføjer, at han vil "gå i flyverskjul" og "finde sig selv".

Udmeldelsen sker på baggrund af den seneste uges krise i Moderaterne. Det er kommet frem, at en række nuværende og tidligere ansatte i partisekretariatet har sendt en indberetning til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø.

Formand Lars Løkke Rasmussen udtalte efter et ni timer langt krisemøde mandag, at der ikke ville komme en uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet.

Stik mod formandens udtalelser har Jeppe Søe holdt fast i, at undersøgelsen skal iværksættes.

Jeppe Søe var selv med til at stifte partiet i 2021.

Hvis Jeppe Søe melder sig ud og tager sit mandat med, mister SVM-regeringen sit indenrigspolitiske flertal endnu en gang.

I begyndelsen af august, da Christian Friis Back gik fra Radikale til Venstre, fik regeringen endnu et mandat og genoprettede sit indenrigspolitiske flertal. Det kan regeringen nu have mistet igen.

Ritzau har uden held forsøgt at få oplysningen bekræftet af Jeppe Søe. Ritzau forsøger at få en kommentar fra Moderaternes partiledelse.

Medlem af Folketinget for Moderaterne Tobias Grotkjær er "glad og lettet" over, at Jeppe Søe har valgt at forlade partiet.

Det skriver han på det sociale medie X.

- Vores folketingsgruppe er nu klar igen til at arbejde hårdt og tillidsfuldt sammen for Danmarks bedste, skriver han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT