Inflationen stiger for anden måned i træk i eurozonen

18. DEC 2024 • 11:50ERHVERV/POLITIK

Stigende priser på energi og fødevarer skubbede til inflationen i eurolandene i november.

Inflationen i eurozonen landede i november på 2,2 procent.

Det er en smule højere end inflationen måneden før, og det er anden måned i træk, at inflationen stiger.

Det viser en opgørelse fra EU's statistikkontor, Eurostat.

Foreløbige tal pegede i slutningen af november på, at inflationen ville ende på 2,3 procent i november, men den blev altså lidt lavere.

Inflationen i eurozonen ramte i september det laveste niveau i tre år. Her var inflationen 1,7 procent.

Måneden efter - i oktober - var inflationen 2,0 procent, og i november er inflationen altså steget igen.

Ifølge cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri er det stigende priser på energi og fødevarer, der har øget inflationen i november.

Men selv om inflationen er steget to måneder i træk i eurozonen, forventer han ikke, at det får betydning for udsigten til lavere renter.

- Inflationen i Europa stiger for anden måned i træk, men det fjerner ikke udsigten til lavere renter.

- Selv om inflationen aktuelt er højere end ECB's målsætning om to procent, så styrer vi stadig mod lavere renter, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar og henviser til Den Europæiske Centralbank.

Inflationen angiver stigningen i priserne på årsbasis. I dette tilfælde angiver den altså hvor meget, forbrugerpriserne i gennemsnit er steget fra november 2023 til november 2024.

Kerneinflationen - hvor man trækker energi- og råvarepriserne ud af regnskabet - var i november på 2,7 procent.

Eurozonen omfatter de lande, der har euroen som valuta.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT