Sarkozy skal gå med fodlænke efter stadfæstelse af korruptionsdom

18. DEC 2024 • 15:57UDLAND

Tidligere præsident Nicolas Sarkozy blev i 2021 idømt tre års fængsel - heraf to år betinget - for korruption.

Den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy har onsdag fået stadfæstet en dom for korruption af Frankrigs højesteret.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I sagen blev Sarkozy i 2021 idømt tre års fængsel - hvoraf to år blev gjort betingede - for blandt andet at forsøge at bestikke en dommer.

Det sidste år skal han afsone ved at bære en elektronisk fodlænke, og onsdagens dom betyder, at straffen med fodlænke kan træde i kraft.

Det bliver ifølge nyhedsbureauet AFP første gang, at et tidligere fransk statsoverhoved skal gå med elektronisk fodlænke.

Ifølge retten havde Sarkozy forsøgt at sikre en stilling til dommeren Gilbert Azibert i Monaco mod at få informationer om en efterforskning af Sarkozys brug af kampagnemidler tilbage i 2007.

Konkret var Sarkozy mistænkt for i strid med reglerne at have modtaget penge fra L'Oréal-arvingen Liliane Bettencourt.

Gilbert Azibert er også dømt i sagen.

Sarkozy vil ikke modsætte sig, at han skal gå med fodlænke, siger advokat for den tidligere franske præsident Patrice Spinosi ifølge Reuters.

Efter højesterettens afgørelse vil Sarkozy dog tage sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, oplyser Spinosi.

Ifølge AFP siger Sarkozy, at han ikke vil acceptere de "store uretfærdigheder".

Foruden korruptionssagen er Sarkozy tidligere dømt for at have skjult de reelle omkostninger til sin valgkamp i 2012.

Også i den sag blev han dømt i 2021. Sagen udløste et års fængsel. Ved en ankesag tidligere i år blev dommen stadfæstet - dog blev halvdelen af fængselsstraffen gjort betinget.

Sarkozy var præsident i Frankrig fra 2007 til 2012 og er fortsat en indflydelsesrig konservativ politisk skikkelse i landet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT