Henvendelser om negativ social kontrol er tredoblet siden 2018
Rådgivning til ofre for social kontrol styrkes, efter at flere henvender sig for at få hjælp.
Ofre for negativ social kontrol kan henvende sig til de specialiserede rådgivere sikkerhedskonsulenterne, hvis de har brug for hjælp.Og det gør flere brug af.
Siden ordningen blev lanceret i 2018 har sikkerhedskonsulenterne næsten oplevet en tredobling i antallet af henvendelser til 827 i 2024.
Derfor vil regeringen styrke ordningen, så der blandt andet kan ansættes fem ekstra sikkerhedskonsulenter.
Samtidig vil regeringen etablere et nyt rådgivningstilbud til kommuner, der oplever bekymring for negativ social kontrol i udsatte boligområder.
Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen vil afsætte i alt 52,7 millioner kroner i 2025-2028 til initiativerne.
- Vi vil ikke se stiltiende til, mens børn, unge, mænd og kvinder svigtes af deres nære og udsættes for negativ social kontrol, siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i pressemeddelelse.
- Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi her har nogle helt konkrete redskaber til at støtte og beskytte de modige mennesker, der gør oprør mod de her forældede kulturer. De skal føle, at det danske samfund står klar til at gribe dem og sikre et liv i demokratisk frihed, siger han.
Negativ social kontrol er, når nogen styrer, kontrollerer eller straffer familiemedlemmer på en måde, som forhindrer dem i at bestemme over deres eget liv.
Det kan blandt andet være et barn, der frygter at blive sendt på genopdragelsesrejse.
En teenager, der bliver socialt isoleret og overvåget af familien. Eller en ung kvinde, der lever i frygt for æresrelateret vold eller afstraffelse.
Ifølge rapporten ”Kønsroller og social kontrol blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund” er hensynet til familiens ære den primære årsag til negativ social kontrol. Familiens ære er afhængig af, hvilken status og prestige den har i det minoritetsetniske miljø.
Den negative sociale kontrol vil ofte af familien blive begrundet med et ønske om at sikre, at den unge ikke får et dårligt rygte, ikke bliver udsat for dårlig påvirkning og ikke har en adfærd, som er i modstrid med familiens æreskodeks.
/ritzau/