Søren Gade bliver midlertidig formand for Folketinget
Formandsposten kan ofte være en del af regeringsforhandlinger, som fortsætter fredag, hvor Folketinget mødes.
Søren Gade (V) vælges fredag som midlertidig formand for Folketinget, som samles igen efter valget. Det siger han til TV Midtvest.- I morgen bliver jeg valgt som midlertidig formand for Folketinget, siger Gade til TV Midtvest.
Det er en formalitet, at Gade vælges som midlertidig formand. Flere partier har allerede udtalt, at de peger på ham. Det har både DR, TV 2 og Jyllands-Posten beskrevet.
Han vil være midlertidig formand frem til tirsdag, hvor Folketinget igen samles for blandt andet at godkende folketingsvalget, og igen skal der vælges en ny formand. Men der vil formentlig igen blive valgt en midlertidig formand på tirsdag.
Ifølge Gade handler det om at vælge en midlertidig folketingsformand, som kan sidde på posten, indtil et nyt folketingsår begynder til oktober.
Kort fortalt står Folketingets formand i spidsen for Folketingets arbejde. Formanden sørger blandt andet for at lede møderne i Folketinget, og formanden skal sikre, at det parlamentariske arbejde sker efter grundlovens regler.
Efter grundloven skal det nyvalgte Folketing mødes senest 12 søgnedage efter et valg. Det er denne gang ligmed fredag 10. april.
Det første møde bliver ledet af aldersformanden, og det er Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, som er det medlem med den højeste anciennitet. Han har således været folketingsmedlem i 31 år og godt seks måneder.
På fredagens møde i Folketinget bliver der ikke kun valgt en midlertidig formand. Der skal desuden nedsættes et udvalg på 21 medlemmer til prøvelse af valgene. Her skal eventuelle klager over folketingsvalget blandt andet behandles.
Gade tilføjer, at han endnu ikke ved, om han bliver valgt som midlertidig formand igen på tirsdag. Der er en tidsfrist til mandag klokken 12, hvor partierne skal fortælle, hvem de peger på til posten.
/ritzau/
