Den skånske kyst kunne tydeligt ses søndag aften, hvor vejret var med de blinkende mennesker på begge sider af vandet. Lyset i forgrunden kommer fra blinkende billygter fra parkeringspladsen ved Ruts Kirke. Foto: Jakob Nørmark
Österlen og Bornholm hilste på hinanden søndag aften, som det er blevet tradition den første søndag i november.
I minutterne før klokken 19 holder en håndfuld biler ved Ruts Kirke, parate til at blinke over vandet. Luften er klar, og den svenske kystlinje ses særdeles tydeligt med en stribe af røde lys, blinkene fra fyrtårnet på Sandhammeren og hvide lys på hele strækningen. Man kan sågar klart fornemme Ystad i det fjerne.
Da klokken runder 19, tænder den første bil i Rutsker or det lange lys, og snart følger de andre efter. Man kan ane skånske blink, men det er svært at sige, om lysene er en hilsen til Bornholm, eller om de blot er et tegn på livet langs kysten i Österlen.
Ud over os i bilerne er en kvindelig cyklist kørt op ad bakken for at være med, og de nærmeste naboer fra Kirkevej kigger også ud. De kan berette, at de røde lys ikke er en del af lysfesten, som de i Österlen afvikler denne allehelgensweekend. De røde lys er monteret på toppen af landvindmøllerne og kan altid ses i klart vejr. Drejer man hovedet mod syd kan man sågar se lysene fra de tyske vindmøller nord for Rügen.
Hurtigt videre
Allerede efter et minut triller den første bil ned ad bakken væk fra parkeringspladsen, og efter en håndfuld minutter er kun Tidendes redaktionsbil tilbage med naboerne og kvinden på cyklen. Det er hyggeligt med den slags tossestreger, siger hun, inden hun ruller ned ad bakken for at få en kop te.
Blinketraditionen på 30 kilometers afstand af hinanden er fundet sted siden 2014, fortæller initiativtager Torsten Sletskov Teinnæs, der var på plads i Ringebakkebruddene, hvor biler også holdt klar for at hilse på vort broderfolk.