KØB ABONNEMENT

Coloplast fremlægger svagere prognose frem mod 2030

ERHVERV/POLITIK • 2. NOV 2026 • 22:05

Trods fremgang i selskabets omsætning forventer Coloplast en svagere vækst i fremtiden.

Coloplast sænker forventningerne til egen vækst i de kommende år.

Således regner selskabet med at levere en organisk vækst på mellem 5 og 7 procent om året frem mod 2030.

Tidligere forventede Coloplast en årlig vækst på 7-8 procent.

Det fremgår af selskabets nye årsregnskab, som Coloplast har offentliggjort mandag - en dag tidligere end planlagt.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.

Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.

Selskabet begrunder nedjusteringen af de finansielle ambitioner med ændrede tilskudsregler, sundhedsreformer og en stigende inflation, der lægger pres på priserne.

I det forskudte regnskabsår 2025/26, der strækker sig fra oktober til september, omsatte Coloplast for 28,9 milliarder kroner, fremgår det af rapporten.

Det er en stigning på 4 procent sammenlignet med regnskabsåret 2024/25, hvor omsætningen lød på 27,8 milliarder kroner.

Dermed overgår Coloplast lige knap analytikernes forventninger, der ifølge Marketwire havde set selskabet nå en omsætning på 28,8 milliarder kroner for året.

På bundlinjen ser det dog anderledes ud.

Med et overskud på 3,07 milliarder kroner i 2025/26 lander selskabet under markedets forventninger på 3,26 milliarder kroner.

Resultatet er på samme tid en tilbagegang fra året før, hvor selskabet leverede et overskud på 3,63 milliarder kroner.

Årsregnskabet er det første af sin slags for selskabets administrerende direktør, Gavin Wood, der tiltrådte stillingen hos Coloplast i maj.

På trods af de lavere vækstforventninger ser han fortsat positivt på selskabets fremtid.

- Mine første seks måneder som CEO har gjort mig endnu mere overbevist om, at Coloplast står stærkt positioneret til langsigtet vækst og værdiskabelse, udtaler han i forbindelse med årsrapporten.

Coloplast producerer medicinske hjælpemidler som stomiposer, katetre og løsninger til mennesker med problemer med blære- eller tarmfunktionen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT