Gade: Partier er i deres gode ret til at trække støtten
Det vækker ikke bekymring hos Søren Gade, at der skal stemmes om hans genvalg, skriver TV Midtvest.
Det er ifølge Folketingets formand, Søren Gade (V), en del af det politiske spil, at to partier stiller spørgsmålstegn ved hans interesser.Det siger han til TV Midtvest, efter at Alternativet og Enhedslisten ikke længere støtter ham som formand på grund af hans post som bestyrelsesformand i Esbjerg Havn.
- Jeg ser, at det er blevet et parti med en sag. De er i deres gode ret til at sige og mene, hvad de vil. Andre partier har også sager, siger Søren Gade til mediet.
Han understreger desuden over for TV Midtvest, at Udvalget for Forretningsordenen to gange har godkendt hans bestyrelsespost.
Søren Gade blev formand for Folketinget i 2022, og en gang om året er han siden blevet genvalgt. Alle gangene er det sket med opbakning fra samtlige partier.
Til oktober, når Folketinget åbner, vil der dog imod sædvane skulle stemmes om Gades genvalg på grund af de to partiers manglende opbakning til ham.
- Vi mener ikke, at man kan varetage andre opgaver end at repræsentere Folketinget. Det er et principielt spørgsmål, og så må partierne i en afstemning tilkendegive, om de stadig bakker Gade op eller ej, sagde Enhedslistens Peder Hvelplund torsdag til Ritzau.
Søren Gade har i en længere periode modtaget kritik for sit bijob som lønnet bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.
Han er blevet kritiseret for, at de to formandsroller kan skabe tvivl om hans habilitet, da Esbjerg Havn er i spil til at blive stedet, hvor milliarddyre krigsskibe skal bygges.
Danmarksdemokraterne har endnu ikke besluttet, om partiet fortsat vil støtte Søren Gade som folketingsformand.
Både SF, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre kommer dog til at stille sig bag indstillingen af Søren Gade, oplyser partierne til Politiken.
Med også regeringspartierne bag sig er der derfor ikke udsigt til et flertal imod, at Søren Gade bliver genvalgt som folketingsformand i det kommende folketingsår.
/ritzau/