Ståle Solbakken vil have hurtigere bolddrenge i jagt på VM

5. SEP 2025 • 15:59SPORT

Forud for tre vigtige hjemmekampe ønsker Ståle Solbakken sig mere tempo på boldhenterne.

Norge har ikke været en del af fodbold-VM for herrer siden 1998, men efter sejre over Estland og Italien ser det lovende ud denne gang.

Og i jagten på de sidste marginaler ønsker landstræner Ståle Solbakken sig hurtigere bolddrenge eller boldpiger på sidelinjerne.

- Det har betydning for rytmen. Hvis vi vil have tempo i kampen, og vi ikke kan finde bolddrengen, boldpigen eller bolden, så falder tempoet jo, siger den tidligere FC København-chef ifølge NRK.

Han har efter eget udsagn givet den ansvarlige for boldhenterne besked om at træne, så der kommer mere tempo på end i 1-0-testsejren over Finland torsdag.

- Ja, jeg er seriøs. Vi må ikke smide halve minutter væk her og der. Jeg tror, vi kan forbedre det, siger Solbakken.

Hos det norske mesterhold Bodø/Glimt havde man samme udfordring og valgte en åbenlys løsning.

- Vi ansatte lidt ældre bolddrenge og boldpiger. Det var i en periode lidt yngre børn, og det skete, at de ikke helt kunne følge med. Så det var et ganske bevidst valg fra klubbens side, siger Bodø/Glimt-profilen Patrick Berg.

Norge har tre hjemmekampe i træk i sin kvalifikationspulje, og sejre over Moldova, Israel og Estland kan være nok til en VM-billet og er som minimum nok en gruppefinale hos Italien til november.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT