Fyringsrunde blandt Novos medarbejdere i Danmark er overstået

3. NOV 2025 • 14:32ERHVERV/POLITIK

Novo Nordisk bekræfter over for Børsen, at man nu er i mål med de 5000 varslede fyringer i danske afdelinger.

Novo Nordisk har nu gennemført fyringerne af 5000 medarbejdere i Danmark.

Det bekræfter medicinalgiganten over for Børsen.

Selskabets topchef, Mike Doustdar, lavede fredag i sidste uge et længere opslag på mediet LinkedIn, hvor han blandt andet takkede de medarbejdere, der bliver, og dem, der forlader Novo Nordisk.

- Vi er i gang med en transformation på tværs af vores virksomhed - en, der er nødvendig for vores virksomheds fremtid, men som desværre har medført tusindvis af nedlagte stillinger.

- Vi har nu givet besked til berørte kolleger i langt størstedelen af vores afdelinger. Hastigheden varierer dog på grund af forskelle i lokal lovgivning, lød det i opslaget.

Selskabet varslede tilbage i september, at 9000 medarbejdere skulle afskediges på globalt plan.

De første fyringer fandt sted kort efter.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) har tidligere oplyst til Berlingske, at det er det højeste antal fyringer fra en enkelt virksomhed på dansk grund siden 2007, hvor man begyndte at registrere den slags.

Afskedigelserne skal spare virksomheden for omkring otte milliarder kroner om året.

Mike Doustdar blev annonceret som ny topchef for Novo Nordisk tilbage i juli, og han overtog posten efter Lars Fruergaard i august.

Allerede da lød det, at der ville komme "besparelser og effektiviseringer".

I september beskæftigede selskabet omkring 78.400 ansatte globalt.

Det svarer til, at 11,5 procent af de ansatte er blevet afskediget på globalt plan, mens 14,8 procent af medarbejderne i Danmark er blevet sparet væk.

Når Danmark rammes forholdsvist hårdere, skyldes det ifølge topchefen, at der her har været den største vækst i antal medarbejdere.

Her er flest ansatte, som ikke er vigtige for kerneforretningen omkring fedme og diabetes, og her er der funktioner, som kan undværes.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT