Forsvaret melder afbud til stor Nato-øvelse i Tyskland
Det vil skade Danmark i Nato, at Forsvaret alligevel ikke sender en brigade på øvelse næste år, mener formand.
Forsvaret skal alligevel ikke deltage i Nato-øvelsen "Allied Spirit" i 2025.Det fremgår ifølge Jyllands-Posten af en mail, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sendt til Folketingets forsvarsordførere i weekenden.
Jyllands-Posten skriver, at det fremgår af mailen, at der ikke er råd til at deltage.
Over for avisen, kalder Torben Ørting Jørgensen, som er formand for forsvars- og beredskabsorganisationen Folk og Sikkerhed, aflysningen for "en katastrofe".
- Den her øvelse er vigtig, og Danmark var udset til at være en central spiller. Hvis man ikke stiller op og bliver trænet, så betyder det ikke alene noget for de danske soldater, men også for andre i Nato. Det vil skade Danmarks anseelse i Nato, som jo bygger på at være en alliance, der hviler på solidaritet og evnen til at levere, siger han til avisen.
"Allied Spirit" er en årligt tilbagevendende Nato-øvelse, som ledes af USA. Til næste år finder den sted i Tyskland.
I en pressemeddelelse, som Forsvaret sendte ud i marts om dette års udgave af øvelsen, fremgik det, at man havde planer om at sende et sted mellem 2000 og 2500 soldater fra Danmarks 1. brigade afsted i 2025.
Til sammenligning var der omkring 500 danske soldater med ved øvelsen i 2024, skrev Forsvaret.
Dengang udtalte Anders Olesen, som er brigadegeneral og chef for 1. Brigade, at den danske brigade ville være den primære brigade ved øvelsen næste år.
Jyllands-Posten skriver ikke, om det fremgår af mailen, hvorfor man vurderer, at der ikke er råd til at deltage i øvelsen.
Avisen skriver, at forsvarsministeren skriver i mailen, at hærkommandoen har foretaget en samlet vurdering.
Tirsdag forsøgte Jyllands-Posten at få en kommentar fra Troels Lund Poulsen. Her afviste han gentagne gange at forholde sig til sagen ifølge avisen.
/ritzau/