Forsker: Trump-tale giver klart signal af prioriteringsliste

21. JAN 2025 • 15:58ERHVERV/POLITIK

Hverken Grønland eller Danmark blev nævnt i Donald Trumps første tale som nyindsat amerikansk præsident.

Den geopolitiske krise mellem Grønland, Danmark og USA har fyldt i de fleste danske avisspalter den seneste tid.

Men i den amerikanske præsidents, Donald Trumps, indsættelsestale mandag blev hverken Grønland eller Danmark nævnt.

Og det sender et klart signal, mener Mikkel Runge Olesen, der er seniorforsker i udenrigspolitik og diplomati hos Dansk Institut for Internationale Studiet (Diis).

- Jeg tror, at det siger noget om, hvor vi er henne på prioriteringsranglisten. Hverken Grønland eller Danmark var vigtige nok til at blive nævnt i talen, mens Panama var det, siger han.

Donald Trump har, på længde med ønsket om at "overtage" Grønland, sagt, at han vil tilbagetage Panama-kanalen, der blev anlagt af USA i 1914 og senere givet til Panama.

Det nævnte han igen i sin indsættelsestale. Grønland og Danmark måtte derimod vente til senere på aftenen, hvor en journalist spurgte ind til sagen.

Her nævnte præsidenten igen vigtigheden af Grønland i forhold til USA's sikkerhed.

- Grønland er et fantastisk sted, og vi har brug for det for at sikre international sikkerhed. Jeg er sikker på, at Danmark nok skal tilpasse sig (come along, red.), sagde Trump.

At Trump ikke nævnte Danmark eller Grønland i indsættelsestalen kalder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) positivt. Han er dog ikke klar til at afblæse konflikten endnu.

- Jeg konstaterer, at retorikken i går var den samme, som den har været tidligere.

Mikkel Runge Olesen ser dog en mere afdæmpet retorik, end Donald Trump har brugt tidligere. Blandt andet virkede den amerikanske præsident mere sikker på, at han kan få Danmark til at makke ret.

- Han nævner, at Danmark "will come along", og en henvisning til at Grønland koster meget for Danmark. Lidt ligesom vi hørte tilbage i 2019. Den vinkel signalerer i det hele taget, at det var mere afdæmpet.

Runge Olesen hæfter sig også ved, at Donald Trumps siger, at Grønland ikke ønsker Danmark. Dermed tyder det på, at han vil lave en charmeoffensiv i Grønland.

- Det handler på en eller anden måde om at få grønlænderne overbevist om, at det her en god idé. Det bliver interessant at se, hvordan han har tænkt sig at gøre det ud over maga-influencere og sønnens besøg, siger Runge Olesen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT