Forening frygter unges had til politiet efter koranafbrændinger
Dansk Muslimsk Union sætter fokus på børn og unge i sit høringssvar til lovforslag om koranafbrændinger.
Der skal være støtte til børn og unge, som overværer afbrændinger af koraner. Ellers risikerer man, at de udvikler en antipati over for myndighederne.Sådan lyder et af forslagene i et høringssvar fra Dansk Muslimsk Union til regeringens lovforslag om forbud mod koranafbrændinger. Det fortæller talsperson Urfan Zahoor Ahmed.
- Vi ved, at når politiet står som beskytter af en lovlig demonstration, så gør de bare deres arbejde. Men det er ikke alle børn og unge, der nødvendigvis vil kunne lave den skelnen.
Han er bekymret for, at det kan blive opfattet forkert af børn og unge, som ikke forstår, hvorfor der ikke er nogen, der går ind og stopper det.
- Det har kørt så længe, at det har været med til at påvirke udviklingen af mange børn og unge, og det ønsker vi at stoppe og hjælpe dem, der har brug for det.
Det fremgår som et forslag i høringssvaret til regeringen:
- Der bør etableres støttemekanismer for ofre for forhånelse eller utilbørlig behandling af religiøse genstande. Dette kan inkludere rådgivning, psykologisk støtte og juridisk vejledning.
Ifølge Urfan Zahoor Ahmed er det vigtigt, at der bliver rakt ud til børn og unge, så det kan blive italesat - eksempelvis via telefon- og hjælpelinjer.
- De skal have den nødvendige støtte, så de kan blive en integreret og velfungerende del af samfundet. Og ikke udvikler antipati mod myndighederne, siger han.
På den måde kan de ifølge ham dele deres oplevelser og få terapeutiske værktøjer til at bearbejde dem.
I alt er Dansk Muslimsk Union kommet med 13 forslag i forbindelse med lovforslaget om koranafbrændinger. Den fokuserer også på dialogen mellem religionerne allerede fra skolealderen.
- Det vigtigste for os er at styrke dialogen og arbejde for, at der kan komme en bedre forståelse i samfundet for hinandens meninger, ytringer og holdninger.
- Og det bliver nødt til at starte helt fra skoleniveau, lyder det fra Urfan Zahoor Ahmed.
Dansk Muslimsk Union er en samlet enhed for danske muslimske organisationer for at varetage muslimers interesser i det danske samfund.
Derfor er der 80 medunderskrivere i høringssvaret fra Dansk Muslimsk Union - eksempelvis Dansk Islamisk Center og Det Albanske Trossamfund.
/ritzau/