Flertal tvinger regeringen til at igangsætte arbejde om mulig ny domstol
Ekspertgruppe skal se på muligheden for forvaltningsdomstole, har et flertal uden om regeringen besluttet.
Forvaltningsdomstole i Danmark er kommet et skridt nærmere at blive en realitet.Et bredt flertal uden om regeringens fire partier har torsdag stemt for et forslag om, at regeringen skal nedsætte en ekspertgruppe til at undersøge muligheden for at indføre forvaltningsdomstole.
Folketingsmedlemmer fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Alternativet, Borgernes Parti og tre løsgængere stemte for.
Ingen stemte imod, men regeringens fire partier stemte hverken for eller imod.
En forvaltningsdomstol er en uafhængig retsinstans, der skal tage sig af sager mellem borgere og det offentlige, som eksempelvis kommunerne.
Ekspertgruppen skal særligt fokusere på socialområdet og netop tvister mellem borgerne og det offentlige på det område.
Ankestyrelsen er i dag den øverste klageinstans på de store velfærdsområder.
I de fleste europæiske lande findes to sideordnede domstolssystemer.
Der findes de almindelige domstole, der behandler straffesager og afgør tvister mellem borgerne, og så forvaltningsdomstole, der afgør tvister mellem forvaltningen og borgerne.
Flere af de positivstemte folketingsmedlemmer stillede sig under mødet i Folketingssalen torsdag op på talerstolen for at bebude, at det var en glædens dag.
Blandt andre beskæftigelses- og arbejdsmarkedsordfører for Alternativet Torsten Gejl.
- Det skaber håb for mange tusinde danskere, sagde han, inden forslaget blev stemt for.
Gejl fremhævede, at en mulig forvaltningsdomstol skal sikre, at hvis det offentlige foretager ulovlige afgørelser i borgernes sager, så kommer det offentlige for en domstol, ligesom borgeren gør, hvis borgeren gør noget ulovligt.
Han nævner eksempler på afgørelser, hvor kræftsyge mennesker er blevet sendt i jobtræning, mennesker med handicap, der er blevet frataget livsnødvendige hjælpemidler og ulovlige tvangsfjernelser af børn.
- Der har været tusindvis af sager, hvor der direkte har været tale om ulovlige afgørelser fra kommunerne, sagde han fra talerstolen og tilføjede, at det nuværende system har vist, at der er en udtalt "mangel på retssikkerhed på de store velfærdsområder".
Alternativet står sammen med Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance bag beslutningsforslaget.
Det er ikke første gang, at Alternativet har forsøgt at få et lignende forslag stemt igennem.
Tidligere har det også fået opbakning fra SF og De Radikale, der denne gang som regeringspartier stemte imod.
Ønsket om at få etableret en forvaltningsdomstol bundede i en utilfredshed med Ankestyrelsen og styrelsens manglende mulighed for at sanktionere kommuner.
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) sendte tidligere i september et lovforslag i høring, der netop skal skabe forbedringer i Ankestyrelsens tilsyn.
Det skete efter kritik fra Rigsrevisionen af Ankestyrelsens arbejde, herunder for lange sagsbehandlingstider og manglende opfølgning i sager.
RITZAU
