Nordisk Draghi-rapport advarer om tilbagegang på konkurrencekraften
Erhvervsboss vil skabe et indre nordisk marked, så Norden ikke sakker bagud i den globale konkurrenceevne.
Europa kan miste terræn til USA på produktiviteten i de kommende år, konkluderer en frisk rapport om konkurrenceevnen i Norden.Det kalder på handling, lyder det fra både erhvervslivets top og erhvervsministeren.
- Europa og Norden kan ikke stå distancen med USA og Kina, hvis ikke vi opruster, også erhvervs- og industripolitisk, siger minister for erhverv og konkurrencekraft Martin Lidegaard (R).
Rapporten, som er udarbejdet af konsulenthuset Copenhagen Economics på opdrag fra Nordisk Ministerråd, har set på produktiviteten og konkurrenceevnen i de fem nordiske lande.
Den er en pendant til Draghi-rapporten, opkaldt efter den tidligere italienske premierminister Mario Draghi, som kom med lignende advarsler i 2024.
Rapporen om nordisk konkurrenceevne deler en overordnet pointe med Draghis EU-rapport: Tunge og besværlige regler er med til at kvæle virksomhederne.
Og derfor kommer Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, med "en kraftig opfordring" til politisk handling.
- Det er tankevækkende, at så mange virksomheder og borgere oplever, at det er et opsplittet marked og så kompliceret, hvis man eksempelvis er svensker og skal arbejde i Danmark eller er en virksomhed, der skal samarbejde med eller eksportere til Norge.
- Jeg er faktisk ret chokeret, når jeg ser det her, og bliver også trist, siger Lars Sandahl.
På nogle punkter er situationen dog mere positiv i Norden end i det øvrige Europa.
Norden er aktuelt blandt de mest produktive økonomier i verden og "fortsat blandt de førende inden for global konkurrenceevne".
Produktivitetsniveauet er endda i "markant kontrast" til analyserne i Draghi-rapporten. Niveauet i Norden er tættere på USA end Europa, lyder det.
Men det er langt fra sikkert, at det fortsat vil se sådan ud i fremtiden.
- Hvis de nuværende tendenser fortsætter, risikerer de nordiske lande at sakke bagud i forhold til USA i det næste årti, mens de kun vil opretholde et begrænset forspring i forhold til EU, står der i rapporten.
Samtidig er de små, åbne økonomier i de nordiske lande sårbare over for en mere ustabil verden, da 50 procent af bruttonationalproduktet (bnp) for de nordiske lande kommer fra eksport.
Rapporten peger på flere barrierer, der står i vejen for såkaldte "vækstmaskiner" i Norden.
En af dem er "kompleks regulering".
Lars Sandahl Sørensen peger også på, at det er nødvendigt at ensrette eksempelvis implementering af EU-lovgivning i Norden, ligesom der skal reduceres administrative byrder, som også er et mål for den nye regering.
For Europa og Danmark er "i gang med at kvæle os selv", mener DI-topchef.
- Vi er ikke imod regulativer, men vi er imod, at det har taget total overhånd, og så meget af det er blevet så selvmodsigende, siger Lars Sandahl.
Martin Lidegaard mener, at rapporten viser, at Norden "godt kan være både vores erhvervsliv og økonomi bekendt".
Men den indeholder også den "dårlige nyhed", at der er "bekymringer for, om det kan blive ved med at gå sådan".
Derfor skal erhvervs- og industripolitik nu opfattes som sikkerhedspolitik, mener han.
For at højne produktiviteten peger han blandt andet på regeringens planer om såkaldte klassiske reformer, hvor der skal kigges på selskabsskatten og adgang til arbejdskraft.
- Men den anden del, som jeg er meget optaget af, og som er der, hvor jeg oplever, at Kina og USA for alvor tager terræn, er ejerskab og udvikling af nye teknologier - herunder massiv satsning på forskning, udvikling og uddannelse.
- Der har vi simpelthen behov for at komme op i gear, siger Lidegaard.
RITZAU
