Fire år efter aftale præsenteres projekter om dansk-grønlandsk historie
Adoptioner og juridisk faderløse er blandt emnerne i udredning, som Danmark og Grønland aftalte i 2022.
Mere end fire år efter aftalen om at undersøge det historiske forhold mellem Grønland og Danmark præsenterer forskningslederne nu de første fire delprojekter.De skal undersøge adoptioner, juridisk faderløse, skole og sprog samt bosætning og arbejdsforhold. Det skriver det grønlandske medie KNR på baggrund af en pressemeddelelse fra holdet bag udredningen.
- Vi begynder med fire vigtige projekter, der hver især belyser konkrete beslutninger og deres konsekvenser, siger forskningsleder Tenna Jensen i pressemeddelelsen ifølge KNR.
Holdet bag udredningen skal undersøge adoptioner, juridisk faderløse, skole og sprog samt bosætning og arbejdsforhold.
Den danske regering og Naalakkersuisut, Grønlands regering, blev enige om udredningen i juni 2022. Det skete efter DR's dækning af spiralsagen, hvor tusindvis af kvinder fik opsat spiral uden viden og samtykke.
Året efter blev kommissoriet vedtaget. Her blev blandt andet nedlæggelse af grønlandske bosteder, adoptioner og grønlandske børn, der blev sendt til Danmark nævnt som mulige emner.
Udredningen skal afdække væsentlige beslutninger og begivenheder siden Anden Verdenskrig og deres konsekvenser for den grønlandske befolkning. Formålet er at skabe grundlag for forsoning med fortiden.
Forskningslederne blev udpeget i 2024 og ansat i 2025.
I september 2025 meddelte Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, at arbejdet var gået i gang. Det skete, efter kritik af at undersøgelsen endnu ikke var begyndt.
Ifølge KNR afleverede forskningsledelsen en projektplan i februar 2026. Den nåede ikke at blive forelagt følgegruppen inden det danske folketingsvalg.
Forskningsledelsen blev efterfølgende bedt om at revidere planen på baggrund af blandt andet nye oplysninger om budgettet og den danske regerings regeringsgrundlag.
Udredningen er forankret på Ilisimatusarfik, og borgerne skal inddrages i arbejdet.
Danmark afsatte oprindeligt 45 millioner kroner til projektet. Ifølge kommissoriet skal det så vidt muligt gennemføres inden for fem år fra aftalen mellem universitetet og forskningslederen.
RITZAU
