Fire af fem nye biler i år er drevet af el

1. JUL 2026 • 07:50ERHVERV/POLITIK

Elbiler udgjorde 79,9 procent af de biler, der blev indregistreret for første gang i første halvår af 2026.

Hver gang der ruller en ny benzin- eller dieselbil ud fra en dansk bilforhandler, triller der fire tilsvarende elbiler ud på vejene.

Det viser en opgørelse fra brancheforeningen Mobility Denmark, der har gjort foreløbig status over 2026, nu hvor halvdelen af året er gået.

I alt er der solgt 101.032 nye biler, hvilket er en fremgang på 12,9 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

79,9 procent af dem var altså drevet af el, og det svarer i reelle tal til en fremgang på 41,2 procent.

- Det er særligt elbilerne, der driver udviklingen, og gennem hele første halvår har de udgjort langt størstedelen af indregistreringerne. Den udvikling er væsentlig for, at Danmark når sine klimamål, siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Mobility Denmark.

Skoda Elroq er indtil videre den mest populære model herhjemme i år med et salg på 5065 eksemplarer. Herefter følger Toyota bZ4X og Teslas Model Y.

De ti mest solgte modeller i år er alle elbiler, og trenden er ifølge forbrugerøkonom Brian Friis Helmer fra AL Sydbank formentlig forstærket af krigen mellem Iran og USA.

- Trafikken mod elbiler bliver nok hjulpet på vej af, at brændstofpriserne i de seneste fire måneder har været ekstraordinært høje som følge af konflikten i Mellemøsten, og dermed gjort det dyrere at være ejer af en benzin- eller dieselbil, skriver han i en kommentar til tallene.

Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM, noterer sig, at Tesla har to modeller i top 10 og vurderer, at muligheden for at købe bilerne via et rentefrit lån har haft betydning for de fine placeringer.

- Når priserne ikke nødvendigvis sænkes yderligere, bliver finansiering et stærkt konkurrenceparameter, skriver han i en kommentar.

RITZAU

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT