Beredskab skal styrkes med akutpakke på en milliard kroner

30. JUN 2026 • 14:34ERHVERV/POLITIK

Ministerium begik regnefejl, hvilket udskød behandling af lovforslag med en milliard kroner til beredskabet.

Danmarks evne til at modstå trusler løftes med over en milliard kroner til nye initiativer. Det skyldes, at Danmark står over for det mest alvorlige og komplekse risiko- og trusselsbillede i nyere tid ifølge regeringen.

- Penge, der allerede i år går til blandt andet nødstrømsgeneratorer, vandkatastrofeberedskab og ny teknologi inden for redningsberedskabet.

- Det vil sammen med det fælles 24/7-situationscenter betyde, at vi styrker evnen til at reagere på de trusler og hændelser, som Danmark står over for, siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen (SF).

Når ministerier beder om penge til tiltag, sker det ved at oversende aktstykker til Folketinget. Ministeriet var dog nødt til at trække aktstykket tilbage, da der blev opdaget en regnefejl.

Det udskød behandlingen fra torsdag i sidste uge til tirsdag i denne, og ministeren måtte beklage.

- Jeg skal beklage, at aktstykke 192, fremsendt den 23. juni, har vist sig at indeholde fejl. Jeg fremsender derfor et nyt aktstykke efter ordinær frist for oversendelse, skrev Lisbeth Bech-Nielsen i et svar til Folketinget.

Finansministeriet oversendte også et aktstykke til et politisk initiativ i sidste uge, som ligeledes blev trukket tilbage.

Pengene til beredskab går blandt andet til et løft af el-, vand-, tele-, sundheds- og transportsektoren.

Herunder med midler til styrket samarbejde med Grønland om beredskabsområdet, ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser og en yderligere specialisering af det statslige redningsberedskab.

130 millioner kroner går til at etablere et situationscenter, som døgnet rundt skal overvåge, opdage og sikre handling mod hybridangreb.

Regeringen etablerer også et cybermonitoreringsnetværk mod hackerangreb og et cyberoperationscenter, der skal overvåge datatrafikken.

Det er der afsat en milliard til over de kommende fire år i tråd med SVM-regeringens udmelding i december 2025.

RITZAU

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT