Politiet fik i maj skarp kritik fra Statsrevisorerne for henlæggelser af sager uden egentlig efterforskning.
Tirsdagen har budt på en stor ledelsesrokade i politiet, hvor topposter i både Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) får nye navne.Beslutningen om rokaderne har tråde til den skarpe kritik, som politiet modtog i midten af maj fra Statsrevisorerne efter en beretning fra Rigsrevisionen om politiets henlæggelser af sager uden egentlig efterforskning.
Det siger justitsminister Nicolai Wammen (S) i en skriftlig kommentar.
- Jeg har ønsket at sætte det stærkest mulige hold i forhold til de opgaver, som politiet står over for i den kommende tid.
- Det gælder ikke mindst opfølgning på Rigsrevisionens hårde kritik af politiets henlæggelse af sager, som jeg ser med stor alvor på, siger Wammen.
Justitsministeriet præsenterede tirsdag rokaderne på flere ledelsesposter i politiet og anklagemyndigheden.
Blandt dem er, at rigsadvokat Lasse Boje Nielsen fremover bliver rigspolitichef, mens afgående rigspolitichef Thorkild Fogde skal være politidirektør i Københavns Vestegns Politi.
Desuden bliver Rasmus Kieffer-Kristensen ny chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Han erstatter dermed Finn Borch Andersen, som i stedet bliver politidirektør i Københavns Politi.
Allerede i marts annoncerede Finn Borch Andersen, at han ville stoppe som PET-chef denne sommer efter 11 år i spidsen for tjenesten.
Dertil sker der en række rokader og ombytninger på posten som politidirektør i kredse som Østjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Fyns Politi.
Rokaderne kommer, efter at justitsminister Wammen i sidste uge sagde, at der skal "rettes op" og "ryddes op" i politiet.
Wammen hentydede til den skarpe kritik fra både Rigsrevisionen og Statsrevisorerne.
En række af Folketingets retsordførere erklærede på et samråd om sagen i sidste uge, at de ingen tillid havde til rigspolitichef Thorkild Fogde.
Det skyldes, at Thorkild Fogde på et lukket møde fortalte ordførerne, at han intet vidste om, at politiet henlagde sager uden reel efterforskning for at spare ressourcer.
Han gav udtryk for, at han end ikke kendte til udtrykket "vask af sager", som det også kaldes.
RITZAU