Stillehavsnation har taget imod den første udviste migrant fra USA

1. JUL 2026 • 04:11UDLAND

To uger efter at en udvist migrant fra USA ankom til Palau, drog han videre, oplyser landets præsidentkontor.

USA har deporteret sin første migrant til den tyndt befolkede øgruppe Palau i Stillehavet.

Det oplyser Palaus præsidentkontor i en udtalelse.

- Vi bød den første person velkommen i lufthavnen i slutningen af maj. Vi førte ham til hans midlertidige bopæl, hjalp ham med at tilslutte sin telefon og falde til, lyder det.

Selv om det er meningen, at de udviste migranter skal bo og arbejde i Palau, blev manden ikke boende.

- Efter omkring to uger besluttede han sig for ikke at blive, oplyser Palaus præsidentkontor.

Præsidentkontoret oplyser ingen detaljer om manden, herunder hvorfor han blev udvist, hans ophavsland, og hvor han tog hen efter Palau.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har gjort det til en af sine mærkesager i sin indeværende præsidentperiode at udvise asylansøgere og udokumenterede migranter.

Hans administration har tidligere foreslået at udvise dem til steder som Uganda, El Salvador og Rwanda.

Palau har en af de mindste befolkninger i verden.

I december sagde landet ja til at tage imod 75 papirløse migranter fra USA som led i en aftale til en værdi af 7,5 millioner dollar. Det svarer til 47,5 millioner kroner eller omkring 634.000 kroner per migrant.

Alle udviste personer skal have en ren straffeattest, og Palau kan nedlægge veto mod at tage imod de udviste personer.

En talsperson for FN-organet Den Internationale Organisation for Migration (IOM) oplyser, at den mødte manden under hans korte ophold i Palau.

- Personen afslog at tage imod IOM's hjælp, lyder det.

Til gengæld vil USA betale Palau 7,5 millioner dollar, der skal dække "behov inden for offentlig service og infrastruktur".

Men aftalen viste sig at være omstridt, og lovgivere i Palaus senat gik sammen i et mislykket juridisk forsøg på at blokere udvisningerne.

Palau har 20.000 indbyggere fordelt ud over hundredvis af vulkan- og koraløer. Palau ligger omkring 800 kilometer øst for Filippinerne og har længe været én af USA's tætteste allierede i Stillehavet.

Landet opnåede selvstændighed i 1994, men tillader, at amerikansk militær bruger dets territorium som led i en langvarig aftale mellem de to lande.

USA kvitterer med hundredvis af dollar i støtte og påtager sig ansvaret for Palaus nationale forsvar.

RITZAU/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT