DSB går glip af millioner af S-togrejser på grund af sporarbejde
På trods af fald i rejser med S-tog opjusterer DSB for anden gang sine forventninger til året som helhed.
DSB har i de første ni måneder af året mistet mere end en million rejser i selskabets S-tog.Det samlede antal rejser med S-tog endte i perioden på 81,8 millioner, mens der på samme tidspunkt sidste år var 83,1 million rejser.
Det er især i tredje kvartal, at der har været færre rejser med S-tog.
Tilbagegangen hænger sammen med et omfattende sporarbejde på strækningen mod Hillerød, lyder det i DSB's regnskab for tredje kvartal, der er kommet torsdag.
- De mange mistede kunder på Hillerødstrækningen kommer ikke tilbage af sig selv. Det vil kræve en stor og målrettet indsats at få dem i S-toget igen efter sporarbejdet, siger administrerende direktør, Flemming Jensen, i regnskabet.
Sporarbejdet gik i gang 2. maj på strækningen mellem Svanemøllen Station og Hillerød Station.
Planen var i første omgang, at arbejdet skulle være afsluttet i august, men det er siden blevet forlænget frem til 23. november.
På trods af forsinkelsen voksede DSB's passageromsætning de første ni måneder med omkring tre procent til næsten 4,6 milliarder kroner.
Det skyldes især flere rejser i fjern- og regionaltog.
Overskuddet før skat voksede med 16,5 procent til 630 millioner kroner i de første ni måneder.
I forbindelse med regnskabet oplyser DSB, at man for anden gang i år opjusterer forventningerne til året som helhed.
Nu regner selskabet med et resultat før skat på 600 til 700 millioner kroner. Tidligere forventede man et overskud på 300 til 400 millioner kroner før skat.
- DSB står et solidt sted med højere passageromsætning, fortsat kundevækst i fjern- og regionaltog samt mere end en million brugere af vores app, siger Flemming Jensen i regnskabet.
Af regnskabet fremgår det, at DSB har oplevet stor aktivitet i sin app.
72 procent af det samlede salg for Orange-billetter blev foretaget i DSB's app. Samtidig køber kunder typisk også pladsbilletter gennem appen.
I 2024 blev det muligt for rejsende at købe billet til en rejse ved at tjekke ind i DSB's app eller via Rejsekort som app.
I august var der en million brugere af DSB's app, og samlet var der 2,7 millioner transaktioner.
/ritzau/
