Dødt løb mellem Venstre og Liberal Alliance i blå blok
Venstre står ifølge måling foran historisk dårligt valg. Socialdemokratiet kigger også ind i stor tilbagegang.
Med blot en håndfuld dage tilbage før valget viser den seneste måling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau, at Venstre og Liberal Alliance er lige store.Begge partier står til 9,4 procent af stemmerne.
For Liberal Alliance er det en tilbagegang fra seneste måling, hvor partiet stod til 11,0 procent. For nylig har LA-leder Alex Vanopslagh indrømmet, at han i sin første tid som partileder har taget kokain.
Hvis målingen også afspejler selve valgresultatet, vil det være det dårligste folketingsvalg nogensinde for Venstre. Det hidtil dårligste valg fik Venstre i 1987 med 10,5 procent.
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er statsministerkandidat. Vanopslagh har meddelt, at hvis LA bliver største borgerlige parti, og hvis der er blåt flertal, så er han parat til at tage ansvaret som statsminister, hvis der peges på ham.
Ingen partier i blå blok står i øvrigt til over 10 procent i den seneste måling.
Den viser også, at rød blok fortsat er større end blå blok. Rød blok står til 48,9 procent. Blå blok står til 43,3 procent.
Moderaterne anført af Lars Løkke Rasmussen tæller hverken med i rød eller blå blok. Partiet står til 7,4 procent og kan derfor sidde med de afgørende mandater efter et valg.
Alle 12 partier, som stiller op, står fortsat til at blive valgt ind i Folketinget, viser målingen.
Spærregrænsen er 2,0 procent, og Alternativet står til 2,5 procent, mens Borgernes Parti står til 2,9 procent af stemmerne.
Begge partier kan få en parlamentarisk betydning for en kommende regering, hvis de vælges ind.
Socialdemokratiet står til 21,5 procent, og det er langt fra valgresultatet fra 2022, hvor det blev til 27,5 procent.
Hvis det ender med 21,5 procent ved valget, vil det være Socialdemokratiets dårligste valgresultat siden 1903, hvor partiet fik 20,47 procent.
Målingen er baseret på en kombination af telefoninterview og webinterview med 1022 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden 17. marts til 19. marts.
Der er en statistisk usikkerhed i forbindelse med målingen. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier er på +/- 2,5 procentpoint.
/ritzau/
