Dieselprisen har nået højeste niveau nogensinde

19. MAR 2026 • 14:45ERHVERV/POLITIK

Prisen på diesel er steget markant i kølvandet på konflikten i Mellemøsten. FDM kræver politisk handling.

Energiselskabet OK har torsdag hævet listeprisen på diesel til 18,39 kroner for en liter. Det skriver TV 2 med henvisning til data fra selskabets hjemmeside.

Dataen strækker sig tilbage til 2002, og i den periode har prisen ikke før været højere.

Ifølge Drivkraft Danmark, der er brancheorganisation for landets brændstofleverandører, er der faktisk tale om den højeste pris på diesel nogensinde.

Listeprisen er benzinselskabernes officielle pris. Pumpeprisen, som kunderne møder ved tankstationerne, kan være en anden.

Prisen på diesel er - som tilfældet også har været for mange andre energiformer - skudt i vejret i kølvandet på konflikten i Mellemøsten.

Angreb mod vigtig energiinfrastruktur har fået flere lande i regionen til midlertidigt at begrænse produktionen af eksempelvis olie, og det har skabt usikkerhed om leverancer.

Dertil er Hormuzstrædet blevet lukket af Iran. En stor del af verdens olie skal igennem strædet for at blive sendt videre ud i verden.

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos interesseorganisationen for bilister FDM, siger, at situationen på ingen måde er drevet over og mener, at det bør afføde politisk handling.

- Der er ingen tvivl om, at de høje brændstofpriser presser mange bilejere. Bider de høje priser sig fast, bliver det derfor en opgave for en kommende regering at se på, om man kan kompensere de ramte bilejere, udtaler han i en pressemeddelelse.

OK's dieselpris nåede senest sit højeste niveau i 2022. Her lød listeprisen på 18,29 kroner for en liter.

På selskabets hjemmeside kan man også finde priser på benzin. Listeprisen på en liter blyfri 95 er torsdag 16,89 kroner.

Det er dog langt fra seneste top i 2022, hvor prisen nåede helt op på 19,49 kroner.

Dengang udspillede der sig en energikrise i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar samme år.

Rusland begrænsede bevidst tilstrømningen af gas til resten af Europa i forbindelse med krigen. Det skabte en knaphed og siden stigende energipriser.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT