Mette-Marit kan ikke huske hvad hun googlede om Epstein

20. MAR 2026 • 08:42UDLAND

Norges kronprinsesse siger, at hun havde venskabeligt forhold til Jeffrey Epstein og skrev i kammeratlig tone.

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, ville ønske, at hun kunne huske, hvad det var, hun googlede, da hun i 2011 skrev til Jeffrey Epstein, at hun havde googlet ham, og at det "ikke så godt ud". Efter beskeden havde hun tilføjet en glad smiley.

Det svarer hun til NRK, der spørger ind til beskeden, som i januar blev offentliggjort i forbindelse med de såkaldte Epstein-filer, der afslørede hendes omfattende kontakt til den nu afdøde seksualforbryder.

- Det har jeg brugt rigtig meget tid på selv at finde ud af. Jeg ville ønske, at jeg havde resten af den e-mailkorrespondance, siger hun.

- Jeg ved ikke, hvad jeg fandt, og jeg ved ikke, om det var information, han havde bedt mig om at google. Jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvad det var - det ville sandsynligvis have gjort mit liv lidt lettere nu, siger hun til NRK.

- Men havde jeg fundet information, som gjorde, at jeg vidste, at han var en overgrebsmand og seksualforbryder, så havde jeg jo ikke skrevet en smiley bagefter, tilføjer hun.

I Wikipedia-artiklen om Epstein stod der allerede dengang, at han var en dømt overgrebsmand. Den norske kronprinsesse bliver spurgt ind til, om det kan have dukket op, da hun søgte på ham.

- Det er svært for mig at sige, for jeg kan ikke huske det. Men jeg vidste ikke, at han var en seksualforbryder eller en overgrebsmand, hvis det er det, du spørger om, svarer hun til NRK.

Jeffrey Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.

Finansmanden blev i 2008 dømt for handel med en mindreårig pige ved at have rekrutteret hende til prostitution.

Fredag morgen blev Mette-Marit i et interview med NRK spurgt ind til sin relation til Jeffrey Epstein. Hun deltog i interviewet sammen med sin mand, kronprins Haakon.

I mail-korrespondancer har hun skrevet beskeder som "you always make me smile". Fredag siger hun, at de havde et "venskabeligt forhold", og at de blev introduceret gennem fælles bekendte.

- Han var først og fremmest en ven af en ven af mig. Hvis dit spørgsmål er, om forholdet havde en anden karakter, er svaret nej, siger hun.

Hun bliver spurgt ind til, om hun som mange andre også opfatter tonen i korrespondancen som "intim".

- Jeg oplever det ikke sådan. Jeg oplever det mere som en kammeratlig tone, siger hun.

I 2012 skrev Epstein og Mette-Marit om Epsteins "konejagt" og om, hvorvidt kvinder fra Paris var hustrumateriale.

- Paris er god til utroskab. Skandinaver er bedre hustrumateriale. Men samtidig, hvad ved jeg?, svarede kronprinsessen i en mail.

Det bliver hun også spurgt ind til i interviewet med NRK.

- Du har jo læst den dialog, så det kan du jo selv konkludere på. Du ved jo, hvad der står, svarer hun.

Hun tilføjer, at korrespondancen var skrevet i en spøgende tone "mellem venner".

- Der er ikke noget særligt ved den. Det er en kammeratlig tone, og så er det skødesløst, siger hun til NRK.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT