Flittig sydkoreaner begejstrer i FCM efter skadeshelvede
Cho Gue-sung er tilbage i næsten fuld vigør, og hans arbejdsomhed imponerer FCM-træner Mike Tullberg.
Egentlig var det forventningen, at Cho Gue-sung slap med en skadespause på cirka halvanden måned. Men det endte med at tage over et år.Nu er den sydkoreanske angriber endelig tilbage på grønsværen, og i de seneste to kampe er han også kommet tilbage på måltavlen.
Det har helt åbenlyst været en kæmpe lettelse for Cho Gue-sung, som både i kropssprog og ord har udtrykt sin forløsning.
Og den nye FC Midtjylland-træner, Mike Tullberg, er begejstret over det indtryk, som sydkoreaneren har givet ham, siden han greb tøjlerne for lidt mere end tre uger siden.
- Jeg vil vove at påstå, at jeg selv bruger mange timer ude på træningsanlægget, og en af de spillere, jeg ser rigtig meget derude, det er Cho. Og det er ikke, fordi han sidder i sofaen.
- Han hænger inde i et eller andet redskab og laver øvelser, er ved fysioterapeuten eller er ude at træne. Han er ekstremt flittig. De har fået en halv tysker hjem, som godt kan lide flittige spillere. Det er en fordel for blandt andre ham, siger Mike Tullberg, der har været træner i Tyskland i flere år.
Siden comebacket mod Vejle Boldklub i midten af august er der blevet skruet stille og roligt op for spilletiden til Cho Gue-sung.
I sidste uge fik han godt en halv time mod AaB i pokalturneringen og kvitterede med en scoring. I weekenden fik han hele anden halvleg, og igen var han på plads foran mål.
- Jeg synes, at han giver os noget, når han kommer ind. Det kan godt være, det er lidt vildt indimellem, men det er sateme også en mundfuld for modstanderne, når han er derinde, fordi han er så flittig. Både når vi har bolden og ikke har den, siger Mike Tullberg.
FC Midtjylland-træneren er dog påpasselig, og dagen før Europa League-åbningskampen mod Sturm Graz fastslår han, at sydkoreaneren ikke er klar til 90 minutter.
- Det er vigtigt, at man har respekt for det, når man har en spiller, der har været ude så længe, for der kan komme følgeskader. Jeg er glad for, at vi har kunnet give ham et stigende antal minutter, og så må vi se, hvor længe der er i ham i morgen, siger Tullberg.
Cho Gue-sung kom til FC Midtjylland i sommeren 2023 og blev en stor profil indtil skadesmareridtet begyndte.
Han har spillet 42 i kampe for klubben og scoret 15 mål.
/ritzau/