Nordfyns Bank og Fynske Bank dropper aftale om fusion
Fusion med Nordfyns har ifølge Fynske Bank ikke kunne gennemføres. Derfor er der ikke længere dialog.
Nordfyns Bank og Fynske Bank har ophævet en fusionsaftale, som bankerne indgik i juli.Det fremgår af en selskabsmeddelelse fra Nordfyns Bank.
Dermed er de to banker ikke længere i dialog om en mulig fusion.
Aftalen er blevet ophævet efter gensidig aftale, lyder det.
- Med den gensidige ophævelse af fusionsaftalen med Fynske Bank får vores aktionærer, medarbejdere og kunder nu en afklaring, som kan bidrage til at skabe ro omkring Nordfyns Bank, siger formand i Nordfyns Bank Per Maegaard i meddelelsen.
Fynske Bank skriver på sin hjemmeside, at fusionen har vist sig ikke at kunne gennemføres.
Det var 6. maj, at det første gang blev meddelt, at de to fynske banker havde indgået en aftale om at slå forretningerne sammen. Det skulle ifølge bankerne skabe "Fyns stærkeste bank".
Men for at sådan en fusion kan lykkes, kræver det to tredjedele flertal blandt de afgivne stemmer på begge ekstraordinære generalforsamlinger.
Og det viste sig at være vanskeligt at skaffe det nødvendige flertal.
SJF Bank ejede på det tidspunkt knap 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, og her mente man, at prisen var for lav.
Efterfølgende har Middelfart Sparekasse købt SJF Banks aktier i Nordfyns Bank og sidder i dag på over en tredjedel af aktierne.
Middelfart Sparekasse har hele tiden gjort det klart, at dens aktiepost i Nordfyns Bank ikke var til salg. Middelfart Sparekasse ønsker nemlig selv at fusionere med Nordfyns Bank.
Tidligere i september meddelte Middelfart Sparekasse, at fusionsforhandlingerne med Nordfyns Bank var blevet indstillet.
Sparekassen ville i stedet afvente, om en fusion mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank kunne blive ført ud i livet.
Og netop Middelfart Sparekasses blokerende flertal i Nordfyns Bank er det, der har fået fusionsplanerne til at gå i vasken. Det siger bestyrelsesformanden i Fynske Bank, Peter Cederfeld, til MarketWire.
- Fusionsprocessen har åbenlyst været hård for alle parter, og på et tidspunkt skal nogen sige stop og se på, hvad der er det bedste på lang sigt, siger han.
Tirsdag aften lyder det fra topchefen i Middelfart Sparekasse, Martin Nørholm Baltser, at man er klar til at genoptage forhandlinger med Nordfyns Bank om en fusion.
- Det betyder, at vi vil genfremsætte vores fusionstilbud til Nordfyns Bank og genoptage forhandlinger med banken om en fusion, siger han til FinansWatch.
/ritzau/