Mette Frederiksen foretager tre S-ændringer i regeringen

23. SEP 2025 • 11:59ERHVERV/POLITIK

Socialdemokraterne Rasmus Stoklund, Kaare Dybvad Bek og Ane Halsboe-Jørgensen får nye ministerposter.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag meldt tre ændringer i regeringen, men uden den normalt efterfølgende audiens og præsentation foran Amalienborg.

Tre socialdemokratiske ministre får nye opgaver.

Skatteminister Rasmus Stoklund overtager posten som udlændinge- og integrationsminister fra Kaare Dybvad Bek, som bliver beskæftigelsesminister.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen bliver skatteminister.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at rokaden ikke kommer til at forløbe som planlagt på grund af en igangværende efterforskning af droneaktivitet ved Københavns Lufthavn mandag aften.

- Ændringerne i regeringen var planlagt før begivenhederne i går aftes. I lyset af den aktuelle situation deltager statsministeren ikke i audiensen på Amalienborg, og der vil ikke blive afholdt doorstep, hedder det.

Overdragelsesforretninger finder sted senere på ugen, skriver Statsministeriet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag kaldt hændelsen ved lufthavnen "det hidtil mest alvorlige anslag mod dansk kritisk infrastruktur".

I august sidste år blev der foretaget en større regeringsrokade. Tirsdagens rokade finder sted på et tidspunkt, hvor der ikke er så lang tid til næste folketingsvalg. Det skal finde sted senest ved udgangen af oktober 2026.

For Stoklund er udlændinge- og integrationsområdet ikke helt nyt. Han har tidligere været udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet på området, og han er kendt som lidt af en hardliner på netop det område.

Halsboe-Jørgensen skriver på Instagram, at hendes opgaver i Beskæftigelsesministeriet er løst.

- Så da statsministeren ringede til mig og bad mig overtage posten som skatteminister og dermed et af de vigtigste tandhjul i vores socialdemokratiske velfærdssamfund, blev det et kæmpe ja tak, skriver hun.

Statsministeren har endnu ikke udtalt sig om, hvad årsagen til rokaden er.

Rokaden meldes ud i en uge med høj aktivitet. Statsministeren er onsdag i Grønland, hvor hun sammen med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, skal give en officiel undskyldning i spiral-sagen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT