Norsk politi: Stadig uklart om drone lukkede Oslo Lufthavn
Norsk politi undersøger fortsat, hvad der blev set over Oslo Lufthavn, men en drone er endnu ikke bekræftet.
Politiet i Norge ved stadigvæk ikke, om det var en drone eller ej, som blev observeret ved Oslo Lufthavn natten til tirsdag.Det siger politidirektør Håkon Skulstad til det norske medie NRK.
- Det er stadig uklart, hvad der blev observeret. Der er modstridende opfattelser af de observationer, der blev gjort, siger han.
Politidirektøren fortæller videre, at observationerne også kan skyldes lys af forskellig art eller et himmellegeme, som er blevet opfattet som en drone.
Ifølge ham har både ansatte i lufthavnen og politiet selv gjort observationer i forbindelse med hændelsen, som midlertidigt lukkede Oslo Lufthavn.
Det blev meldt ud, at der var tale om en droneobservation, men det er endnu ikke blevet bekræftet.
- Der bliver nu indsamlet materiale fra Avinor, Forsvaret og andre, for at se det i sammenhæng og afklare, hvad der faktisk er sket. Men det er stadig uklart, om det var en drone eller ej, siger Skulstad til NRK.
Oslo Lufthavn, Gardermoen - Norges største lufthavn - måtte mandag midlertidigt lukke luftrummet i tre timer efter den formodede droneobservation.
I Danmark blev Københavns Lufthavn mandag aften ligeledes lukket i fire timer.
Det skete, efter at politiet klokken 20.30 modtog en anmeldelse om droneaktivitet ved lufthavnen i Kastrup.
Det er stadig uklart, hvor dronerne i København kom fra, hvor de fløj hen bagefter, eller hvem der står bag.
Tidligere tirsdag kaldte Danmarks statsminister Mette Frederiksen hændelsen for "det hidtil mest alvorlige anslag mod dansk kritisk infrastruktur".
Frederiksen har tirsdag talt med flere europæiske ledere, herunder Norges statsminister Jonas Gahr Støre.
Politiets sikkerhedstjeneste (PST) i Norge efterforsker også sagen.
Ifølge NRK har norske PST været i kontakt med Danmark og forsøger at klarlægge, om der er en forbindelse mellem de to hændelser mandag aften.
/ritzau/