KØB ABONNEMENT

De fleste virksomheder vurderes at være berørt af Microsoft-nedbrud

ERHVERV/POLITIK • 13. NOV 2026 • 09:16

Størstedelen af landets virksomheder bruger en Microsoft-tjeneste, siger konsulent efter nedbrud.

Stort set samtlige danske virksomheder er omfattet af Microsoft–nedbruddet, der startede torsdag aften.

Sådan lyder vurderingen fra Jeppe Engell, chefkonsulent hos erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI).

- Langt de fleste virksomheder i Danmark benytter en Microsoft–tjeneste. Der er på den måde ingen brancher, der går fri, siger han til Ritzau.

Han forklarer, at problemerne primært vedrører virksomheders evne til at kommunikere.

- For virksomhederne handler det lige nu om at begrænse deres produktivitetstab. Man skal finde alternative løsninger til flere arbejdsopgaver, siger han.

Siden torsdag aften har der været meldinger om nedbrud på Microsoft-tjenester som Outlook, Teams og Copilot.

Der er ikke tegn på, at det er ondsindet aktivitet, der ligger bag nedbruddet, oplyser Microsoft fredag.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT